Atletikpræsident har vundet OL-guld og siddet i det britiske parlament: Nu kan han blive IOC-præsident

Britiske Sebastian Coe ligner ny kandidat til posten som OL-chef, selvom hovedpersonen 'åbenlyst skal i tænkeboks'.

I weekenden kom det ud, at tyske Thomas Bach ikke genopstiller som præsident for Den Internationale Olympiske Komité (IOC), når hans periode udløber i 2025.

Sportens mest magtfulde mand træder af.

Lige nu ser det ud til, at staffetten gives videre til den 67-årige Sebastian Coe, der er formand for det internationale atletikforbund, World Athletics.

- Jeg har altid gjort det klart, at hvis muligheden opstår, så vil jeg seriøst overveje at stille op. Nu er muligheden kommet, så nu skal jeg åbenlyst i tænkeboks, lød det fra Sebastian Coe søndag på et pressemøde i Paris.

Sebastian Coe - her i selskab med Prinsesse Catherine (tv), Prins William (tv) og Prins Harry (th) - var i en periode på syv år leder af den organisation, der havde ansvaret for at planlægge og afvikle OL i London i 2012. (Foto: © Olivia Harris, Scanpix Denmark)

Og selvom valgkampen ikke offenligt er skudt i gang, så kan Coe ikke løbe fra, at han nok er bedste bud på nuværende tidspunkt, mener DR Sportens atletikkommentator Henrik Liniger.

- Han har en rigtig god chance. Der har jo manglet en kronprins i IOC. Og når man har hørt nogen lufte muligheden for, at Thomas Bach kunne fortsætte, var det i virkeligheden også fordi, at man ikke kunne se, hvem der ellers skulle overtage.

- Når jeg har lyttet til snakken hernede, så er det kun Sebastian Coe, der er blevet nævnt som mulig arvtager.

En løbelegende i jakkesæt

Britiske Lord Sebastian Coe er ikke hvem som helst, når det kommer til hverken sport eller politik.

Han var kendt som kongen af mellemdistancen og anerkendt som en af de største løbere gennem tiderne. I OL-sammenhænge blev det til guld på 1500-meteren i 1980 og 1984, mens han også har vundet EM-guld på 800-meteren i 1986.

Her ses sejren fra 1980 i Moskva (selve indslaget er fra 2004):

Og det taler for britens kandidatur, mener Henrik Liniger.

- Sebastian Coe er for det første atlet. Og han har det helt rigtige atlet-CV, da han i sin tid var, måske, verdens bedste mellemdistanceløber. Så alt dét er på plads.

SIdenhen har Coe blandt andet været Parlamentsmedlem for de konservative i perioden 1992-1997, inden han blev leder for den organisation, der havde ansvaret for at planlægge og afvikle OL i London i 2012.

I 2015 blev han så valgt som formand for Det Internationale Atletikforbund, hvor han forinden havde været vicepræsident.

- Sebastian Coe har vist, at han kan ændre og forny ting. Han overtog et atletikforbund, som var kørt helt i sænk. Med en tidligere præsident, som der har været alle mulige sager om: korruption og hvad ved jeg. Så han skulle ligesom få det banket op fra ny, siger Henrik Liniger.

Inden Coe blev valgt som præsident i 2015 stod valgkampen mellem ham og den tidligere stangspringslegende Sergej Bubka:

Sebastian Coes popularitet i den internationale atletikverden blev også hamret fast fire år senere, da han blev genvalgt uden en modkandidat.

Men nu har Coe meldt ud, at han ikke genopstiller som formand. Og det sætter gang i tankerne hos DR Sportens atletikkommentator.

- Så prøvede jeg at lægge to og to sammen. Kunne der være en mulighed for, at han kunne blive IOC-præsident? Fordi det skal jo være nu, siger Henrik Liniger.

Coe kan ikke løbe fra sin alder

Ved OL i Moskva i 1980 og ved legene i Los Angeles i 1984 vandt Sebastian Coe olympisk guld i 1500-meterløb, mens han begge steder tog sølv i 800-meterløb. (Foto: © unknown, Scanpix Denmark)

Fyrre år efter at Sebastian Coe vandt guld på 1500-meteren ved OL i Los Angeles, står han foran sit måske sværeste løb.

Det kan nemlig blive alderen, der kan trykke den dobbelte OL-guldvinder i kapløbet om at blive den mest magtfulde person i sportens verden.

- Det eneste der taler imod Sebastian Coe, er i virkeligheden hans alder. Han er 67 år gammel, og det er jo ingen alder i vore dage, men han er stadigvæk samme generation som Thomas Bach. Så det eneste, der skulle kunne forhindre det, er, hvis der kommer en oplagt, yngre kandidat, siger Henrik Liniger og fortsætter.

- Den kandidat kan jeg ikke få øje på lige nu. Men man kan ikke helt afvise, at sådan én kan dukke op. Det er i min øjne nærmest det eneste, der kan forhindre, at Coe lykkes med sit mulige kandidatur.

Ingen kandidater har officielt meldt sig til det forestående præsidentvalg i IOC.

Valget bliver afholdt i den græske by Olympia til marts næste år. Den nye præsident har første arbejdsdag i juni 2025.