Tænk sig at flyve gennem den tunge romerske luft i højden 2 meter og 25 centimeter udelukkende ved egen springkraft. Og ved genforeningen med fast grund kunne konstatere, at ingen i Europa har kunnet gøre det bedre.
Sådan forløb en aften i det tidlige efterår for Jesper Tørring i 1974 ved EM i atletik på selvsamme Stadio Olimpico i Rom, hvor der lige nu dystes i atletikkens navn.
Bedriften sikrede ham en EM-guldmedalje i højdespring. Et særsyn i dansk atletikhistorie, som den dag i dag kun rummer fire guldmedaljer i alt.
For tiden er Jesper Tørring tilbage i Rom, og DR Sporten fangede ham nær Stadio dei marmi, det imponerende marmorstadion, der danner ramme for træningsfaciliteterne under EM i atletik.
- Det var en befrielse, for jeg havde jo håbet på det (at vinde EM-guld, red.). Jeg husker tilbage på det som noget meget, meget spændende, siger Jesper Tørring.
- Det var på toppen af min karriere. Jeg var 26 år gammel, og dengang regnede man slet ikke med, at man kunne dyrke atletik, når man var over 26 år.
I videoen her kan du se Jesper Tørring beskrive bedriften fra 1974:
Og selvom det nu er 50 år siden, er det ikke, fordi Tørring bakser med detaljerne fra finalen.
- Jeg kom herned en tre-fire uger i forvejen for at akklimatisere mig. Jeg var ude at træne på marmorstadionet, som også var opvarmningsstadion dengang, og jeg sprang virkelig godt, siger Jesper Tørring.
- Min værste konkurrent var en russer, der hedder Kestutis Sapka. Vi var de eneste, der kom over 2 meter og 21 centimeter. Så kørte vi ellers på med 2,23 og 2,25. Men jeg sprang efter ham, og det var en fordel.
Der var ikke meget, der adskilte de to kombattanter. Ja, faktisk var der ingenting, men fordi Sapka havde lavet nedrivninger på nogle højder forinden, hvor Tørring var fejlfri, skulle danskeren blot over de 2 meter og 25 centimeter i andet forsøg.
- Og så vidste jeg, at jeg var europamester, siger han.
Berømmelsen tog fart
Før Jesper Tørring slog til i Rom, skulle vi helt tilbage til 1946 for at finde den seneste danske EM-guldmedalje. Og efter Tørring skulle der gå 34 år, før Wilson Kipketer igen sikrede en medalje af fineste karat til Danmark.
Derfor er det heller ikke så underligt, at præstationen vakte opsigt.
- Det blev modtaget meget positivt. Jeg blev udnævnt til 'Årets guld' i B.T. Og det blev kåret som årets nordiske resultat i hele norden. Ikke bare i atletik, siger han.
- Jeg blev en berømt person og så vidt en offentlig person, og jeg var det faktisk i mange år efter. Det blev blæst meget op.
Herunder kan du se, hvordan Jesper Tørring tog springteknikken 'Fosbury flop' til sig:
Jesper Tørring lægger dog ikke skjul på, at selvom guldmedaljen ved EM er hans største resultat, har det altid været ønsket om at forbedre sig i sin idræt og se, hvor meget man kan få sin krop til at præstere, der har betydet mest.
Derfor gemmer han den heller ikke under hovedpuden.
- Guldmedaljen ligger i Den Gamle By i Aarhus, siger han.
- Jeg er jo blevet så gammel, at jeg er kommet på museum, så jeg har en hel montre i Den Gamle By. Alle mine guldmedaljer fra danmarksmesterkaberne er også er udstillet der.
- Jeg besøger dem en gang imellem, når jeg har alle mine børnebørn på besøg. Så skal de da lige have vist mine guldmedaljer.
DR Sporten fangede Jesper Tørring i Rom:
Håb for fremtiden
Der er ikke for alvor udsigt til, at danskernes præstationer ved det aktuelle EM giver Den Gamle By anledning til at investere massivt i nye medalje-montrer.
Faktisk er det kun herreholdet i 4x100 meter stafet, der stadig kan nå at løbe sig til metal.
Men derfor mener Jesper Tørring alligevel, at det ser lovende ud for dansk atletik.
- Fremtiden er lysere end i mange år. Der er mange gode talenter på vej, de bliver ført frem på den rigtige måde, siger han.
- Der er rigtig mange med hernede, og så kan man sige, at de ikke vinder og kommer måske ikke i finalerne. Men afstanden til dem, der er med i finalerne, er ikke ret stor i dag. Og danskerne skal ikke forbedre sig ret meget, før de er oppe på samme niveau.
EM i atletik løber fra den 7. juni til den 12. juni, og du kan følge det hele på DR2, DRTV og her på DR.dk.