16-årig sensation er klar til VM-finalen i dart: 'Jeg drømte om at vinde én kamp'

Luke Littler kan blive den yngste spiller til at vinde VM i dart.

16-årige Luke Littler er klar til VM-finalen i dart. (Foto: © TOLGA AKMEN, Ritzau Scanpix)

Opdateret: Efter artiklens udgivelse, har Luke Humphries vundet den anden semifinale, og er klar til at møde Luke Littler i VM-finalen.

Han er blot 16 år gammel og med ved VM i dart for første gang.

Men tirsdag aften fortsatte Luke Littler sit dart-eventyr og spillede sig i VM-finalen.

Det blev en realitet, efter sejr over den tidligere verdensmester Rob Cross 6-2 i sæt i en stemningsmættet Alexandra Palace i London.

Lykkes det Littler at vinde onsdagens VM-finale bliver han den yngste verdensmester nogensinde, samt den kun anden spiller der vinder VM i sin debut. Den første var netop Rob Cross, der gik hele vejen i 2018.

Den unge dartkomet havde da heller ikke helt opfanget, at han havde spillet sig i finalen, da han kort efter sejren satte ord på præstationen.

- Jeg drømte om at vinde én kamp, men at stå i finalen. Jeg er tom for ord, lød det fra Luke Littler til Sky Sports efter semifinalen.

I finalen venter tredjeseedede Luke Humphries, som ligelede kan vinde Vm for første gang.

16-årige Luke Littler er på rekordtid blevet en publikumsfavorit i arenaen i London. (Foto: © TOLGA AKMEN, Ritzau Scanpix)

Semifinalen begyndte lige

Rob Cross kom foran 1-0 i tirsdagens semifinale efter et første sæt med tårnhøjt niveau af begge spillere. Også i andet sæt var Cross godt kørende, men Littler var bedst til at lukke sine legs, som man spiller bedst af fem af i hvert sæt.

Littler virkede som i sin tidligere kampe ved VM totalt upåvirket af både omgivelserne og modstanderens medgang, så selv om Cross leverede sin bedste kamp ved VM målt på pointsnit, var sagen klar.

Littler kom foran 3-1 i sæt, inden Cross skabte lidt spænding med en reducering. Teenageren kløede dog ufortrødent på og strøg sikkert i finalen.

Som ungdomsverdensmester og vinder af flere turneringer for seniorer var der visse forventninger til Littler inden VM, uden at han på nogen måde var at regne blandt favoritterne til titlen.

Han slog dog hollandske Christian Kist meget overbevisende i første runde og satte samtidigt to rekorder, da han blev den yngste vinder af en VM-kamp og præsterede det højeste pointsnit nogensinde i en VM-debut.

Luke Littler slog Rob Cross 6-2 i semifinalen og er klar til VM-finalen (Foto: © TOLGA AKMEN, Ritzau Scanpix)

Siden har Littler holdt et tårnhøjt niveau og faktisk været bookmakernes favorit - også mod ottendeseedede Cross - og ikke bare en kuriøs publikumsfavorit i alle sine kampe.

Luke Littler indtager pladsen som nummer 164 i verden, og på Instagram er Luke 'The Nuke' Littler gået fra at have 4.000 følgere før VM til nu at have 376.000 følgere.

Og som det hør og bør sig i dart, har publikums nye favorit allerede fået sin egen sang, som refererer til Littlers alder.

- He's got school in the morning (han skal i skole i morgen, red.), lyder det højlydt fra publikum i arenaen.

Der er 500.000 pund, svarende til knap 4,3 millioner kroner, til verdensmesteren, mens den tabende finalist tager et beløb svarende til 1,7 millioner kroner med sig hjem.