Snak i rundkreds: Hvordan kan man se i mørke?
En flagermus er et aktivt nattedyr. Det betyder, at den vågner, når vi går i seng, og sover, mens vi er vågne.
For at flagermusen kan fange mad om natten, er det nødvendigt, at den kan se i mørke.
Få børnene til at gruble over, hvordan flagermusen mon kan se i mørke.
Børn er dygtige til at komme med fantasifulde bud på, hvad der kan være af årsager til, at flagermusen kan se i mørke... Men ak! Flagermusen har hverken selvlysende vinger eller briller med lys i, der kan hjælpe den med at flyve i mørket.
Man bliver dog sjældent skuffet, når man får at vide, at flagermusen kan se i mørket, fordi den har en superkraft: Ekkolokalisering.
En flagermus har gode øjne, men den har faktisk ikke et supergodt nattesyn. Årsagen til, at den “ser” så godt i mørket, er, at den er rigtig god til at bruge en anden sans - nemlig høresansen.
Når flagermusen flyver, udsender den skrig. Den lyd, der kommer tilbage, bruger den til at danne sig et billede af, hvordan der ser ud.
Lyden, der kommer tilbage til flagermusen, hedder et ekko. Ekkoet lyder forskelligt alt efter, om det eksempelvis er et træ eller et insekt.
Flagermusen har altså en supergod høresans. Man kan godt sige, at den ser med sine ører.
Når flagermusen flyver, skriger den og flytter sig efter den lyd, der bliver sendt tilbage.
Ekkoet, der kommer tilbage, hjælper flagermusen med at finde mad og undgå at flyve ind i træer.
Det kan være svært for os mennesker at forstå, hvordan flagermus bruger lyd til at skabe et billede af naturen.
Måske kan du alligevel forestille dig, at lyden ville forsvinde og mudre, hvis du råbte ude på legepladsen, og at det ville være en anderledes oplevelse, hvis du råbte direkte ind i en mur.
Lad børnene eksperimentere med at råbe ved åbne vidder og ind i en væg.
Se et afsnit af 'Motor Mille og Børnebanden'
Paloma, en blind pige, følger en mistænkelig mand ved navn Kåbe, der bærer en mystisk bylt med ting til en fødselsdagsfest. Hun opsnapper hans onde planer om at bryde ind i et tårn, hvor der bor fredede flagermus. På trods af at hun ikke kan se, er Paloma fast besluttet på at stoppe ham og afsløre hans skumle hensigter.
Se med, når Paloma beder om hjælp fra Motor Mille, og find ud af, om de får reddet fødselsdagsfesten og flagermusenes hjem.