Sjove aktiviteter med detektivdyrene

Find inspiration til sjove lege og science-aktiviteter I kan lave i Børnehaven, når I har fundet spor eller dyr

(Foto: © Bryan d´Emil, Friluftsrådet Grønne Spirer)

En dyredetektivsmission kan tage alt fra en halv time til flere dages leg og undersøgelser på legepladsen. Giv børnene plads og tid til at nyde fotojagten, og vær selv med til at gå undrende til værks i legepladsens hemmelige liv.

Når I har brugt dyregeneratoren og har været på fotojagt efter dyret, er her et par forslag til, hvad I kan gøre bagefter.

Fotofortælling

Den store fotojagt har givet børnene en del billeder af spor, levesteder og dyr. Dette er en perfekt mulighed til at sætte jer ned i samarbejde med børnene og skrive ord og fortællinger til billederne.

I kan for eksempel printe billederne ud og lave en collage på stuens vægge eller lave en e-bog.

I kan også bruge billederne til en hyggelig fællessamling på stuen, hvor en børnegruppe skal fortælle de andre børn i børnehaven om deres mission.

På den måde øver børnene nye sprog- og kommunikationsfærdigheder, samt får nye kompetencer og gåpåmod til at fortælle om deres bedrifter på legepladsen.

Rolleleg

Tag udgangspunkt i jeres dyredetektivsdyr og bliv inspireret af jeres nye opdagelser. Hvordan boede dyret, hvad spiste det, og hvordan bevægede det sig?

Få børnene med på en leg, hvor I skal forstille jer, at I er dyret. Lav et nyt levested, find mad og samarbejd om at skabe en fælles historie.

Her er garanteret mange timers sjov, som måske kan forsætte hele ugen, hvis børnene bliver rigtigt optaget af legen.

Science – og lege aktiviteter fra Grønne Spirer

I kan også prøve en af de sjove lege og aktiviteter fra Friluftrådets Grønne Spirer. Her nedenunder finder du to aktiviteter, som vil være særdeles velegnet til ”Dyredetektiverne”. Aktiviteterne er venligst udlånt af Grønne Spirer.

Insektvæddeløb

Tegnet af Bryan d´Emil (Foto: © Bryan d´Emil, Friluftsrådet Grønne Spirer)

Lav et insektvæddeløb og lær de forskellige insekter at kende

Materialer:

  • 1 voksdug

  • Krible Krable dyr.

  • Et glas

Gå på jagt efter insekter, edderkopper, snegle og orme. De kan indfanges på mange forskellige måder. Prøv for eksempel at lave kartoffelfælder, insektsugere og faldfælder.

Alle de indsamlede dyr samles i et glas, der forsigtigt vendes på hovedet og placeres på midten af en rund voksdug (cirka 1 meter i diameter).

På ”Nu” slippes dyrene fri, og I kan nu iagttage, hvem der er hurtigst. Det hurtigste dyr er det dyr, som først når ud over voksdugen.

Hvem tror I, er hurtigst? Før dyrene slippes fri, kan I gætte på, hvem der er hurtigst, og hvorfor.

Skab forundring og læring. Hvorfor var netop det dyr hurtigst? Med denne aktivitet bliver I opmærksomme på dyrenes forskellighed på en sjov måde, samtidig med at I træner og stimulerer følesansen.

Selvom ikke alle børn (eller voksne) kan lide at røre ved smådyrene, er de sjove at iagttage.

Lav et terrarium

Tegnet af Bryan d´Emil for Grønne Spirer (© Friluftsrådet Grønne Spirer)

Materialer:

  • Plastikterrarie eller papkasse

  • Sten, grene, jord, blade osv.

  • Madrester til dyrene.

Sådan kan I holde de små dyr i fangenskab

Hvis I har lyst til at beholde de små dyr, I har fanget i et par dage, kan I på forhånd indrette et terrarium hjemme i institutionen. Et terrarium giver mulighed for at tage noget af naturen med sig hjem på legepladsen. Det kan være praktisk af hensyn til normale rutiner i institutionen, der gør det nødvendigt at være hjemme. Et terrarium er som oftest et projekt, der strækker sig over nogle dage. Har man det stående for længe, er risikoen for mistrivsel større, og børnene mister interessen, med mindre de voksne har en målsætning og et længere projektforløb omkring terrariet planlagt.

Indretning

Terrariet af plastik eller glas skal indrettes med jord, blade, sten og planter samt frugt og føde til dyrene (æbleskrog og andre madrester). Har I ikke et plastikterrarie, kan en papkasse sagtens bruges. Orme kan holdes i en sodavandsflaske med jord. Generelt kan man sige, at jo mere terrariet ligner de omgivelser dyret blev fundet i, jo bedre.