Leg en fødekæde-leg

Nu skal I lege en special-udgave af ’Alle mine kyllinger kom hjem’.

(© Grafik: Cecilie Jacobsen)

Nu skal I lege en special-udgave af ’Alle mine kyllinger kom hjem’. Skift hønemor, kyllingerne og ræven ud med dyrene fra fødekæden; myre, edderkop, fugl, husmår og kongeørn.

Udvælg to af dyrene fra fødekæden til at være kylling og ræv. Det kan for eksempel være edderkop og fugl.

Lav en bane på legepladsen mellem to kegler. I den ene ende står ’edderkopperne’. De skal løbe hen til ’edderkoppemor’ i den anden ende uden at blive fanget af fuglen.

Sig remsen fra børnelegen, hvor ’kyllinger’ er byttet ud med edderkopper, og ’ræven’ er en fugl:

Edderkoppemor: ”Alle mine EDDERKOPPER kom hjem!” Edderkopper: ”Det tør vi ikke.” Edderkoppemor: ”Hvorfor ikke?” Edderkopper: ”Fordi FUGLEN kommer og spiser os.” Edderkoppemor: ”Kom alligevel.”

Hvis man bliver fanget af fuglen, skal man selv være fugl og hjælpe med at fange edderkopper.

Når alle edderkopperne er fanget, kan I bytte rundt på fangere og byttet eller prøve med to nye dyr fra fødekæden.

Få flere grundmotoriske bevægelser ind i legen:

Inden I går i gang med at lege, kan I tale om, hvordan dyrene bevæger sig. Giv hvert dyr en bevægelse, som det skal ’løbe’ hen over banen med.

Her er lidt inspiration til, hvordan dyrene kan bevæge sig.

Myre: kravler på knæ og hænder.

Edderkop: går på hænder og fødder.

Fugl: flyver med små vinger.

Husmår: springer over banen.

Kongeørn: flyver med store vinger.

God fornøjelse!