Fugl synger fuglesang

Fugl er kommet i fugleskole for at blive en rigtig fugl – og i dag skal Fugl lære om, hvordan fugle lærer at synge.

(Foto: © Andreas Søndergaard Berg)

Fugle synger, skriger, skratter og kalder. De kan sige mange lyde, og nogle fugle synger smukt, mens andre skriger og skratter for at skræmme fjender væk. Voksne siger tit ”hver fugl synger med sit næb”, og det betyder, at alle kan synge.

Hvordan tror I, det lyder, når fugle synger?

Hvorfor tror I, at fugle synger?

Hvordan lyder det, når I synger? I kan eksempelvis synge ”Jeg ved en lærkerede”.

”Jeg ved en lærkerede, jeg siger ikke mer’. Den findes på en hede, et sted som ingen ser.”

Se med her, når Fugl finder ud af, hvordan fugle lærer at synge.

Hvordan tror I, at fugle lærer at synge?

Fugl bruger en slags ballon til at synge med. Hvad tror I, mennesker bruger til at synge med?

Hvordan tror I, at små børn lærer at tale?

Hvordan vil din fuglelyd eller -sang lyde?

Husk jeres lyde, for nu skal I bruge lyden til at finde hinanden igen.

Leg: Kuk-kuk – fugle i reden

Alle slags fugle har deres egen sangstemme og melodi, så kan de finde deres egen art i store haver og fortælle alle andre fugle, hvor de er henne i naturen. Nu skal I finde hinanden ved at sige jeres egen fuglelyd.

Alder: 3-6 år

Sådan leger I:

Et par børn er fugle og finder på en fuglelyd. De gemmer sig et sted i børnehaven. Resten af børnegruppen lukker deres øjne og synger en sang eller tæller til 30.

Nu skal resten af børnegruppen finde fuglene. Fuglene må sige deres fuglelyd for at lokke børnene til. Når et barn finder fuglene, skal det sætte sig tæt sammen med den og sige fuglelyden.

Når alle børn har fundet fuglereden, vælges der to nye børn til at være fugle.