Fugl spiser fuglemad

Fugl er kommet i fugleskole for at blive en rigtig fugl – og i dag skal Fugl lære om, hvad fugle spiser.

(Foto: © Andreas Søndergaard Berg)

Fugle har brug for mad, så de ikke sulter, for hvis fugle er sultne, så har de ingen energi til at flyve, bygge rede og finde mere mad. Nogle fugle er meget kræsne og spiser kun deres livretter, mens andre spiser mange forskellige ting – for eksempel skrald og menneskemad.

Hvad tror I, at fugle spiser?

Hvordan tror I, at fugle finder deres mad?

Hvad er jeres livret?

Se med her, når Fugl finder sin nye livret.

Hvorfor tror I, at Fugl ikke skal spise pizza?

Hvad tror I, at fugle spiser nu?

Hvilken slags mad tror I, at fuglene kan finde ude på legepladsen?

Hvor tror I, at fugle leder efter mad ude på legepladsen?

Fugl fanger sin mad ved at trampe rundt på jorden så regnormene tror, at det regner.

Kan I trampe ligesom Fugl for at lokke regnorme op fra jorden?

Regnorme kan være svære at få op af jorden, og nu skal I selv prøve at hive regnorme op af jorden!

Leg: Trække regnorme op af jorden

Nogle fugle tramper i jorden for at få regnorme op til overfladen, så de kan fange og spise dem. Men regnorme har små, fine hår på kroppen, som kan gøre det besværligt at trække dem op af jorden. Nu skal I lege fugle og regnorme.

Alder: 4-6 år

Sådan leger I:

Vælg to børn og en voksen, der skal være fugle.

Resten af børnene er regnorme, og de skal lægge sig på gulvet i en rundkreds og holde hinanden godt i hænderne. Det er nu fuglenes opgave at trække regnorme op af jorden. Det gør de ved at trække i regnormenes ben.

Hvis regnormen slipper de andre regnormes hænder, bliver den spist af fuglen. Nu skal den hjælpe fuglene med at trække regnorme op af jorden.

Fortsæt legen til der er to børn tilbage. De er de nye fugle sammen med pædagogen.