Rigtig mange fugle er det, man kalder trækfugle. Det betyder, at de om vinteren flyver til de varme lande. Om vinteren bliver der nemlig koldt i Danmark, så trækfugle flyver til et land, hvor de kan holde varmen. De kan selv mærke, når det er tid til, at de skal flyve fra Danmark.
Hvorfor tror I, at fuglene flyver til de varme lande?
Har I prøvet at flyve før?
Se med her, når Fugl finder ud af, hvordan han kan flyve sydpå.
Hvorfor tror I, at Fugl flyver sydpå?
Hvordan tror I, at fuglene kan finde vej sydpå?
Hvor ville I flyve hen, hvis I kunne flyve?
Fugle flyver ved at baske med deres vinger. Nogle fugle svæver også på deres vinger, mens andre mest bare basker rigtigt meget.
Kan I baske med jeres vinger ligesom fuglene?
Godt! Nu skal I nemlig baske med jeres vinger til næste leg – fugleflokkens efterfølger.
Leg: Fugleflokkens efterfølger
Om efteråret kan I tit se store flokke af fugle på himlen, der flyver sydpå mod varmen. Ofte flyver fuglene i V-formation – de ligner nærmest en pil, der flyver på himlen. Den forreste fugl, førerfuglen, viser vejen, indtil den bliver træt. Så tager en anden fugl over og bliver vejviser mod syd.
Alder: 3-6 år
Sådan leger I:
Når I leger fugleflokkens efterfølger, er det et barn, førerfuglen, der viser vejen. Resten af børnene er fugleflokken, der skal flyve efter førerfuglen i én lang række eller i V-formation.
Førerfuglen vælger selv, hvordan den flyver, hvor hurtigt det går, og hvor I skal hen. Måske når I at flyve hele børnehaven rundt?
Her er et par flyvekommandoer til inspiration:
Svæver = armene strakt ud til siden, mens I svæver gennem luften.
Flyver hurtigt = armene baskes op og ned i hurtig fart, mens I løber.
Flyver langsomt = armene bevæges langsomt op og ned, mens I går langsomt.
Når førerfuglen bliver træt, så flyver den ned bag i rækken, og den næste fugl i rækken bliver førerfugl. Begynd legen med at en pædagog er førerfugl, til børnene har stiftet bekendtskab med de forskellige kommandoer. Forsæt legen til alle børn har prøvet at være førerfugl.
Forslag til udvidelse af kommandoer:
Fuglene bliver sultne og fanger myg = armene bliver til næb, der snapper efter myg i luften.
Fuglene bliver tørstige og skal ned og fange vand i søen = armene skal ned og slæbes langs jorden og op igen.
Find selv på flere.