Del 3: Hvordan kan vi hjælpe frøerne?

Læs højt:

Alle danske frøarter er fredede. Det betyder, at vi i Danmark er blevet enige om, at vi skal passe godt på dem, fordi vi ikke har så mange frøer.

Frøerne har brug for hjælp, fordi mange af deres vandhuller er forsvundet. Vandhuller kan forsvinde, hvis vi mennesker fjerner dem. Men vandhullet kan også blive ødelagt, hvis det for eksempel bliver fyldt med plastik, eller der mangler gode gemmesteder til frøerne.

Her kan I lære hvorfor, og hvordan vi kan hjælpe frøerne.

Spørgsmål til børnene:

  • Hvorfor tror I, at vi skal hjælpe frøerne?

  • Hvordan tror I, at vi kan hjælpe frøerne?

Her er et par idéer til, hvordan I kan hjælpe frøerne.

1

Lav vandhuller

Frøerne mangler vandhuller, hvor de kan finde mad og vand, når de hopper rundt i naturen. Lav små ”vandrevandhuller”, som frøerne kan komme og besøge, når de er på farten. Her er to opskrifter på vandhuller - en med en murebalje og en med bassinfolie.

Find opskrifter på vandhullerne HER

2

Tag på tur: Saml skrald, lav et stengærde eller byg en haletudsetippi.

Hvis I ikke har mulighed for at lave et vandhul, kan I hjælpe frøerne ved jeres lokale vandhul.

I kan enten:

  • bygge små haletudsetipier, hvor haletudserne kan gemme sig fra fjender.

  • lave et stengærde ved vandkanten, hvor frøerne kan sole sig og haletudserne kan gemme sig.

  • samle skrald. Hverken frøer eller andre dyr ved vandhullet kan tåle skrald og plastik.

Find opskrifter på de tre aktiviteter HER.