Lige om lidt skal I se en video om sommerfuglene i Danmark, men først skal vi finde ud af, hvad I ved om sommerfugle.
Spørgsmål til forforståelse:
- •
Hvad tror I, at sommerfugle spiser?
- •
Hvor tror I, at sommerfuglene bor?
- •
Hvordan tror I, at sommerfuglens krop ser ud?
Spørgsmål til videoen:
- •
Hvordan ser en sommerfugl ud?
- •
Hvilke tre "superkræfter" havde den?
- •
Hvad spiste sommerfuglene?
- •
Hvordan kunne vi hjælpe sommerfuglene?
Kig på sommerfuglens krop – hvad kan I se?
Nu skal I undersøge sommerfuglen. Kig på billedet af citronsommerfuglen, og tal om, hvad I ved om det lille insekt.
Tal om:
- •
Hvordan ser sommerfuglens krop ud?
- •
Hvordan ser I ud?
- •
Hvordan smager sommerfuglen på ting?
- •
Hvordan lugter sommerfuglen? Hvordan lugter du?
- •
Hvordan spiser sommerfuglen? Hvordan spiser du?
"Smag" på ting med fødderne
Sommerfugle kan smage på blomster med deres fødder. De har nærmest tunger på deres fødder. Nu skal I prøve at se, om I kan ”smage” med jeres fødder.
Sådan gør I:
En voksen skal lav tre baljer eller flere og kom forskellige ting ned i dem og dæk dem til med viskestykker. Det kan både være madvarer, men også andre materialer. Nu skal I se om I kan gætte, hvad der er i baljerne – kun ved at røre med jeres fødder!
Tag strømper af og stik fødderne i baljen under viskestykkerne, I skal ikke se, hvad der er i baljerne.
Når du har stukket dine fødder ned i baljen, må du gætte på, om det er noget man kan se eller ej. Om det er noget du kan lide, og måske vil du også gætte på, hvad det er?
Når I alle har prøvet at "smage" med jeres fødder, afslører jeres voksne, hvad der var i baljen.
TIP! Husk at have lidt madvarer tilbage, som ikke har været i baljen, så I kan smage.
Kamufler jer på stuen eller på legepladsen
Sommerfugles farver fortæller mange ting. De kan sige, at de er giftige eller fortælle andre sommerfugle, hvilken slags sommerfugl de er.
De kan også bruge farverne til at gemme sig for fjender. De kan kamuflere sig, hedder det.
Nu skal I se, om I kan kamuflere jer på stuen eller legepladsen. Send en person uden for døren, og så skal I gemme jer. Hvis I bliver fundet, bliver I spist og skal hjælpe med at lede efter de andre ”sommerfugle”.
Duft og smag på lækre "blomster"
Sommerfuglene kan dufte efter lækre blomster med deres følehorn, og så drikker de blomsternes nektar med deres snabler. I skal nu prøve at dufte jer frem og finde ud af, hvad I vil stikke jeres sugerør i.
Sådan gør I:
Lad en voksen hælde forskellige drikkevarer op i forskellige glas.
Nu skal I have bind for øjnene, så I ikke kan se, hvad der er i glasset.
Duft til glassene, og vælg et glas, du gerne vil smage på.
Tal om, hvordan glassene dufter.
Stik et sugerør ned i glasset og sug væsken op.
Tal om, hvordan det smager, og hvad du tror, at du har drukket.
Til sidst viser den voksne, hvad I har drukket.