Fem idéer til samling

Ved vuggestuesamlinger er det populært at hive sangkufferten frem og synge om evigglade mariehøns og gravkøer med gravende grabber. DR Spire har samlet fem andre idéer til samlingen.

Lucia vælger en edderkop fra sangkufferten, da hun er dagens hjælper ved morgensamlingen i ’Børste og vuggestuen’-afsnittet om samling. (© Grafik: Anna Elisabet Christensen)

- Kan du vælge en sang, Lucia?, spørger Dagmar Bak Rolskov, der er pædagog i Børnehuset Jorden Rundt.

Lucia får overrakt en sangkuffert med forskellige dyr og ting i, og kredsen med vuggestuebørn og voksne bryder ud i en sang om lille Peter edderkop, da Lucia fisker en legetøjsedderkop op af kufferten.

En genkendelig aktivitet i mange samlingsstunder i vuggestuer landet over.

Forudsigeligheden er væsentlig for de allermindste, men som pædagogisk personale kan det være rart også at krydre samlingsstunden med nye elementer.

DR Spire har samlet fem idéer til samlingen.

Vuggestuebørn er små mennesker med store følelser, og det er vigtigt, at børn lærer at lokalisere og siden hen også sætte ord på, hvad de føler.

Børste og hans venner viser nogle af de følelser, som vuggestuebørn kan spejle sig i. Hæng illustrationerne til pynt på stuen og tal om følelserne, som de opstår.

Brug kortene til at styrke evnen til at aflæse og forstå andres gestik og mimik. Eksempelvis ved at lade børnene imitere følelsen på et kort.

Du kan også facilitere en gætteleg, hvor du viser eller fortæller om en følelse og beder børnene om at pege på den rette følelse.

Den type af lege er med til at udvikle børnenes mestring af kropslige og sanselige indtryk.

På DR Spire ligger en samling over mange af de gode gamle børnesange og nogle nye kommende klassikere. I et legende, musikalsk univers inviterer Børste fra DR Minisjang til sang, fagter og bevægelse.

Fagtesangene varer omkring 2 minutter og kan afspilles på en tablet eller digital tavle, så børnene kan imitere fagterne på skærmen.

Åbn gitteret med de tolv sange på en tablet og lad børnene vælge en sang ud fra ikonerne, så de får medindflydelse på sangvalget.

Når børn synger og laver understøttende fagter, udvikler de sig sprogligt og motorisk.

Sprogstimuleringen udvikler børnenes passive og aktive ordforråd, og du kan udskrive printvenlige dialogkort om sangene, der kommer med differentierede bud på samtaleidéer om sangene. Den motoriske stimuli under bevægelse og spejling af fagterne udvikler børnenes grov- og finmotoriske kropsbevægelser.

Du forsøger med en sut. Det hjælper ikke. Henter så en bamse. Dur heller ikke.

Kan du genkende den situation? Den kan være frustrerende for både barn og voksen.

Heldigvis er kommunikation også ansigtsudtryk, kropssprog og fagter. Og mange pædagoger oplever et godt udbytte med tegn til tale-metoden.

Tegn til tale er nemlig et redskab til at give småbørn bedre muligheder for at udtrykke tanker, følelser, behov og ønsker.

Børste hjælper blandt andet med tegn til at udtrykke 'hvor er...' og 'stop'.

Print tegn til tale-illustrationerne og øv dem ved samling.

Talesproget kommer typisk ved, at barnet øver sig på at udtale ordet, mens tegnet bliver brugt. Et veludviklet sprog giver selvværd og mod på deltagelse.

Der er kommet fornemt besøg i vuggestuen.

Børste, det stædige pindsvin kendt fra Minisjang, er nemlig på besøg hos vuggestuebørnene Vilfred, Lucia, Oliver og Agnes i ni korte afsnit.

Se, hvad der sker i vuggestuen sammen med Børste, og mød børnene Vilfred, Lucia, Oliver og Agnes.

Serien 'Børste og vuggestuen' finder du HER, og den har til hensigt at spejle børnenes hverdagsliv i vuggestuen.

De kan sikkert identificere sig med Vilfred, der bliver afleveret af far, og måske kan de også genkende Lucias besvær med at få gummestøvlerne på inden en tur på legepladsen.

Serien kan bruges til at samtale om børnenes egen hverdag, men du kan også vise et udvalgt afsnit som optakt til middagsluren, en tur på legepladsen eller inden en kreastund.

Hver episode af 'Børste og vuggestuen' starter med en gætteleg.

Hvad skal man for eksempel bruge til gymnastik? En toiletrulle, et æble eller en sansemåtte?

Kopier gættelegen til en samling og gør brug af fysiske genstande fra vuggestuen. På den måde øver børnene sig på ord fra deres hverdag og får koblet ordene til de fysiske cues.

Børste skal gætte, om han skal bruge en rulle toiletpapir, et æble eller en sansemåtte til gymnastik.