Igen i år skal Danmarks børn ud at gå i fællesskab for at samle ind. Hver gang et barn har gået en kilometer, donerer Novo Nordisk Fonden 20 kroner til Børnenes Danmarks Indsamling, indtil der er gået 500.000 kilometer.
‘Børnenes Danmarks Indsamling - Vi går sammen’ giver alle Danmarks børn mulighed for at bidrage til den årlige Danmarks Indsamling. Det skal nemlig ikke kun være de voksne, der får glæden af at samle ind til et godt formål. Børnene i Danmark kan også gøre en forskel for andre.
Børnenes Danmarks Indsamling er for alle. Børn, som er forhindret i at gå, er selvfølgelig også inviteret med til at bevæge sig for børn i Uganda på anden vis eller lade en anden person bevæge sig på deres vegne.
Forældrebrev: Dagtilbud og skoler går forrest
Alle børn - og alle former for børnefællesskaber - kan deltage i Børnenes Danmarks Indsamling, men det er især de danske skoler og dagtilbud, der faciliterer gåturene.
Orientér forældrene om, at I for en tid går ture til fordel for et godt formål med dette forældrebrev.
Forældrebrev kan downloades her:
Heri står også, at man er velkommen til at registrere kilometer som familie. Hvis et barn i sin fritid har været ude at gå en tur og gerne vil bidrage til indsamlingen, kan man som forælder registrere turen for dem.
Lær om sult sammen med Hr. Skæg i spisefrikvateret
Sideløbende med, at I går ture, kan dine elever mærke efter, hvordan sult og mæthed føles i kroppen i lydfortællinger med Hr. Skæg.
Hr. Skæg opfordrer eleverne til at åbne deres sanser og spise deres madpakke med fokus på smag, nuancer, teksturer og dufte.
Fortællingerne kan høres i spisefrikvarteret. Lydfortællingerne er næsten ens, men i hver fortælling er en ny quiz, hvor eleverne skal gætte, hvad Hr. Skæg har med i madpakken.
Lydfortællingerne sigter mod at være kickstarter for en vigtig samtale i klasselokalet om, at ikke alle børn i verden har adgang til nok mad.
Hvordan registrerer jeg kilometerne?
Fra den 13. januar til den 1. februar 2025 kan I registrere kilometer på hjemmesiden www.dr.dk/vigårsammen.
I kan sagtens nøjes med at gå 300 meter den ene dag og 700 meter den næste dag for herefter at registrere 1 kilometer. Det er først, når kilometerne registreres, at donationen sker.
Det samlede antal kilometer, som Danmarks børn har gået, afsløres i Danmarks Indsamling-showet lørdag den 1. februar klokken 19.00 på DR1.
Hvad samler børnene ind til?
Novo Nordisk Fondens donation går til et Danmarks Indsamling-projekt i West Nile i Norduganda.
Projektet administreres af Folkekirkens Nødhjælp og adresserer udfordringer relateret til sult, fødevareusikkerhed, samt fejl- og underernæring blandt udsatte kvinder og deres børn i det nordlige Uganda.
Donationen fra Novo Nordisk Fonden vil gå til at facilitere aktiviteter, som øger kvindernes adgang til og viden om sunde og nærende fødevarer, så de har bedre mulighed for at give deres børn den mad, de har brug for.
Print diplomer og fælles klassemål ud til klassen
Når eleverne har gået, kan du downloade et "Godt gået!"-diplom og udfylde det med navn og det antal kilometer, der er gået.
Det er også muligt at printe et fælles klassemål på henholdsvis 10, 25, 100 og 250 km, som kan hænges op i klassen, på stuerne eller derhjemme, så I kan krydse af og holde øje med, hvor mange kilometer, I har gået.
Diplom og klassemål kan downloades herunder:
Få inspiration til gåturen fra Dansk Skoleidræt
Dansk Skoleidræt vil gerne gøre gå-missionen så sjov som mulig. De har derfor samlet gå-relaterede aktiviteter, som I også kan lade jer inspirere af ude i klasserne: Gå for en god sag
Kolofon
- •
Research, tilrettelæggelse og tekst: Maria-Louise Juhler Suhr og Maria Bjerre Linnemann
- •
Grafik: Anna Elisabet Christensen og Nanna Ernst
- •
Foto: Rasmus Gravesen
- •
Videoredigering: Katja Weng og Thea Hviid Ødbehr
- •
Speak: Mikkel Lomborg
- •
Lydredigering: Mark Norup
- •
Redaktionssekretær: Tilde Bisgaard
- •
Redaktør: Johanne Bagge
- •
Programansvarlig: Marlene Boel
- •
Projektet er støttet af Udenrigsministeriet, Danida
- •
Projektet er produceret i samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp