Om DR Skole
DR Skole laver gratis undervisningsmateriale, som udspringer af DR's univers. Du kan finde alle DR Skoles forløb til udskolingen i den samlede fagoversigt her.
Du kan både bruge hele undervisningsforløb eller udvælge de dele af et forløb, som er relevante for din undervisning.
Her kan du læse om DR Skoles nyeste undervisningsmaterialer til udskolingen:
Materiale: På grund af Grundtvig
Klassetrin: 7.-9. klasse
Fag: Dansk, Kristendomskundskab, samfundsfag og musik
Beskrivelse af materialet:
Er du og dine elever klar til at opdage Grundtvig på en ny og eventyrlig måde? Selvom han levede for over 200 år siden, er hans tanker om skolen, kirken og samfundet stadig relevante i dag. I dette undervisningsmateriale kan I tage på fantasy-jagt i hans salmer og møde drager og øgler. I kan spille et værdispil og kæmpe for de skoleværdier, der har betydning for Grundtvig og for dine elever. Og undervejs kan I blive klogere på, hvorfor Grundtvig er Danmarks absolut største influencer. God fornøjelse.
Materiale: I krig for Danmark
Klassetrin: 7.-9. klasse
Fag: Samfundsfag, historie og kristendomskundskab
Beskrivelse af materialet:
Det er vigtigt, at vi forholder os til krig, forsvar og samarbejder som en del af vores fælles demokratiske samtale i Danmark. I undervisningsmaterialet finder du en række relevante dokumentarer, serier, elevøvelser og podcasts, der giver dine elever en historisk og kritisk bevidsthed om krige og konflikter. Samtidig lægger det op til spændende diskussioner om etik og samarbejder i verden. Brug materialet som inspirationskatalog til at starte samtaler i din klasse og pluk dé elementer ud, der giver mening i din undervisning.
Materiale: Alene hjemme på nettet
Klassetrin: 7.-9. klasse
Fag: Dansk
Beskrivelse af materialet:
Mange børn og unge er alene hjemme på nettet. Sådan kan det i hvert fald føles. Tre ud af fire børn mellem 9 og 14 år har set ubehageligt indhold på nettet og sociale medier. Det viser en undersøgelse af Epinion. Med dette materiale vil vi give eleverne mulighed for at tale om, hvad de oplever på nettet, og hvilke følelser det fører med sig.
De bliver klædt på til at forstå, hvorfor sociale medier opfører sig, som de gør. Og så skal de lære, hvordan de tager kontrol over det, de ser på deres telefon. Endeligt klæder vi eleverne på til at reflektere over, hvem der egentlig har ansvaret for, hvad de ser på nettet. For er det dem selv, jer lærere, deres forældre eller techgiganterne?
Materiale: Ultra:bit
Klassetrin: 7.-9. klasse
Fag: Digital dannelse og teknologiforståelse
Beskrivelse af materialet:
Lær at kode, og styrk jeres teknologiforståelse og digitale dannelse med ultra:bit! ultra:bit er for alle børn, uanset om I er nybegyndere eller øvede programmører. Find gratis undervisningsmateriale til mellemtrinnet og udskolingen her. DR lancerer ultra:bit sammen med CFU og Astra, og indsatsen er støttet af Industriens Fond.
Materiale: Under dynen med Anna Lin
Klassetrin: 4.-9. klasse
Beskrivelse af materialet:
Hvad er et godt kys? Hvornår er man klar til den første gang? Hvordan onanerer man? I det her undervisningsmateriale til mellemtrinnet og udskolingen giver Anna Lin dig svar på spørgsmål om sex, pubertet, krop og kys.
Materialet: Øgendahl og de store forfattere
Klassetrin: 7.-8. klasse
Fag: Dansk
Beskrivelse af materialet:
Mød Blixen og Bang, Tove og Turéll, Halfdan og H. C. Andersen, Pontoppidan og Strunge. Kort sagt; mød 12 af de store danske forfattere, deres litteratur og deres samtid, og tag med på en rejse tilbage i tiden med Mick Øgendahl. Undervisningsmaterialet er lavet til 7.-9. klasse i dansk og giver et indblik i dansk litteraturhistorie, dansk litteraturs kanon og de store forfatterskaber.