Opgave 1: Tal om filmen

Start med at se tegnefilmen ”Tilråbene”. Bagefter kan I eventuelt læse manuskriptet.

Gå sammen i grupper med 4-5 personer i hver.

Del jer op, så to i gruppen er journalister, og de andre i gruppen er kilder. Sammen skal I prøve at opklare, hvad der virkelig skete i skolegården.

Journalisterne interviewer kilderne ved at bruge spørgsmålene herunder.

Kilderne svarer så detaljeret som muligt.

Når journalisterne er færdige med deres interviews, rapporterer de til resten af klassen, hvad der lader til at være sket, og hvorfor det skete.

Spørgsmål til interview

  • Hvad skete der?

  • Hvorfor tror I, dreng 1 og dreng 2 sagde ”go’ røv” og ”store patter” til Emma?

  • Hvorfor svarede Emma, som hun gjorde?

  • Dreng 1 spurgte Emma, om hun ikke kan tage en kompliment. Hvordan vil I definere en kompliment?

  • Hvordan sagde Emma fra?

  • Hvorfor tror I, at dreng 1 og dreng 2 blev ved med at sige noget, efter Emma sagde fra?

  • Hvordan tror I, det føltes for Emma, da drengene kommenterede på hendes krop og ikke ville holde op?

  • Hvad tror I, at dreng 3 syntes om situationen? Begrund jeres svar med eksempler fra filmen.

  • Hvordan vil I definere ”gruppepres”?

  • Hvad er en ”medløber”?

  • Hvad synes I, man skal gøre eller sige, hvis man er en del af en gruppe, som enten direkte eller indirekte presser en til at gøre noget, som man ikke har lyst til?

Opgave 2: Hvad siger du?

Lav en fælles brainstorm over nogle af de ord og sætninger, man kan få lyst til at sige om andres udseende.

Tag udgangspunkt i, hvad I tror, nogle kan få lyst til at sige. Brug ikke personlige oplevelser, og tal ikke om andre, I kender.

Tal om, hvordan de samme ord og sætninger kan opfattes i forskellige situationer:

  • Drengene anråber pigen

  • Pigen anråber drengene

  • En gruppe piger anråber en dreng

  • En pige og en dreng, der tydeligvis er glade for hinanden, siger noget til hinanden

  • Lav selv flere kombinationer

Tal i klassen om komplimenter:

Hvad betyder nedenstående punkter for, hvordan man opfatter ”en kompliment”?

  • Ordvalget

  • Måden man siger det på

  • Stedet man siger det

  • Situationen

  • Relationen mellem den, der giver ”komplimenten”, og den, der modtager den

Tal i klassen om kommunikation:

  • Hvordan kan man bedst vide, om det, man har sagt, bliver forstået rigtigt?

  • Hvad kan man gøre for at blive bedre til at få sagt tingene, som de er?

  • Kan man få sagt noget, man ikke mener? Hvad kan man så gøre?

Få hjælp

  • Privatsnak er Sex & Samfunds egen rådgivning med både telefonisk rådgivning, mulighed for at skrive en mail og chatte.

  • Børnetelefonen er Børns Vilkårs rådgivning med både telefonisk rådgivning, mulighed for at skrive en mail og chatte.

  • Headspace er et rådgivningstilbud med mulighed for at mødes i en af Headspaces mange afdelinger eller at chatte med en rådgiver.

  • SletDet er Red Barnets rådgivningstilbud til børn og unge om onlinelivet og billeddeling uden samtykke. Man kan ringe, maile eller skrive med dem.

  • LGBT har rådgivningsafdelinger i Aarhus og København, hvor man kan møde personligt op for at få rådgivning. Ellers kan man ringe til deres Ungdomstelefon eller sende en mail. LGBT+-rådgivningen varetages af frivillige, der selv identificerer sig som LGBT+-personer.

  • Transit er en gruppe under LGBT Danmark, som tilbyder støtte, hvis man har spørgsmål om sin kønsidentitet/kønsudtryk.

  • Sabaah er et rådgivningstilbud til personer med etnisk minoritetsbaggrund, som enten har LGBT+-status eller på andre måder tumler med tanker og følelser knyttet til seksuel orientering og/eller kønsidentitet. Rådgivningen tilbydes over telefon, mail eller personligt i København.