Vælg en eller flere aktiviteter nedenfor, som passer godt til jeres klasse.
Opgave 1 - Prøver
I kan godt blive nervøse, når I skal vise, hvad I kan. Det kan være til en eksamen, til diktat, eller hvis I skal fremlægge noget for klassen.
TAL i klassen om, hvordan det føles, når I bliver nervøse.
- 1
Hvad gør kroppen?
- 2
Hvad sker der, hvis I laver fejl? Er I så ikke gode nok?
- 3
Hvad betyder ordet 'karakterræs'?
- 4
Er det noget, I oplever i jeres klasse?
- 5
Hvis ja, tror I, det kan gøre jer mere nervøse inden en prøve eller eksamen?
- 6
Hvad kan I gøre for at ændre på det i klassen?
Brug kroppen, og få styr på nerverne:
VÆLG en af øvelserne i klipsamlingen 'Fra rumlen til ro', og LAV den i fællesskab i klassen eller i små grupper.
DISKUTÉR, om I tror, fysiske øvelser inden en prøve eller eksamen ville hjælpe på nervøsiteten.
Opgave 2 - Frikvarter
Frikvarteret skal være et pusterum. Det er et tidspunkt, hvor fællesskab er vigtigt.
DISKUTÉR i grupper:
- •
Hvad laver I i frikvarteret?
- •
Har I et godt fælleskab i jeres klasse og på jeres skole?
- •
Hvad betyder et godt fællesskab?
- •
Vurder, om et godt fællesskab giver god trivsel. Kan I gøre fællesskabet bedre? Hvordan?
Få et bedre frikvarter:
LAV en liste over, hvad der kan gøres bedre i klassen. Prøv at udføre mindst ét af forslagene.
LAV også en liste med forslag til fællesskabet på skolen, og tag den med til næste elevråd.
Opgave 3 - Grimt sprog
Når vi taler til hinanden, uanset om det er ansigt til ansigt eller på sociale medier, skal vi tale pænt. Grimme ord påvirker os nemlig. Papirøvelse:
- 1
TAG et stykke papir, og krøl det sammen.
- 2
SKÆLD det ud, SIG grimme ting til det, TRÆD på det, HOP på det, men pas på, du ikke river det i stykker.
- 3
FOLD papiret ud og PRØV at glatte det ud, så det bliver fint igen. Kan du det? Hvordan ser papiret ud?
Tandpastaøvelse:
DEL jer ind i små grupper. I får nu en tube tandpasta, en engangstallerken og nogle tandstikker.
- 1
KLEM tandpastaen ud på tallerkenen, så hurtigt I kan. Tandpastaen er ligesom alle de grimme ord, vi kan sige til hinanden.
- 2
PUT tandpastaen tilbage i tuben med hjælp fra tandstikkerne. Kan I det?
DISKUTÉR i grupperne:
Selvom vi siger undskyld, vil vi stadig være krøllede indeni, ligesom papiret er det. Ordene kan ikke tages tilbage, ligesom tandpastaen ikke kan komme ind i tuben igen.
- •
Mener I, det er muligt at tage sine ord tilbage?
- •
Hvad gør grimme og lede ord ved os?
- •
Hvordan kan I sige til en anden person, at I er uenige med dem på en pæn måde?
- •
Hvilke ord er i orden at bruge? Hvilke ord er ikke i orden?
- •
Skriv ordene på tavlen, og tal om dem i klassen.
Opgave 4 - At gå glip af noget
Der sker hele tiden noget. Nye updates på Instagram, Twitter og Facebook, nye likes og nye, sjove og spændende snaps. Du skal være på, være sej, sjov, pæn og fantastisk. Men hvad sker der, hvis du ikke er på de sociale medier? Ramler det hele så sammen?
Eksperiment - 24 timer offline:
LUK for Facebook, Twitter, Instagram og Snapchat. Og hold dem lukkede i de næste 24 timer!
DISKUTÉR i klassen efter forsøget:
- •
Hvad skete der?
- •
Hvordan havde I det før, under og efter eksperimentet?
- •
Hvad var jeres oplevelser uden de sociale medier? Var den positiv/negativ?
Opgave 5 - Kropsidealer
LÆS artiklen:
GÅ på nettet og undersøg, hvordan køns- og kropsidealerne ser ud for mænd og kvinder i dag.
DISKUTÉR i grupper:
- •
Hvordan har køns- og kropsidealerne udviklet sig gennem tiden?
- •
Tror I, at nutidens køns- og kropsidealer påvirker jer?
- •
Er medierne med til at styre, hvordan I gerne vil se ud? Hvorfor/hvorfor ikke?
- •
Hvis ja, hvilke konsekvenser kan det have?
Opgave 6 - Mangel på venner
Hvis man føler sig ensom, kan det være svært at snakke med andre. Det kan være rigtig svært at være sammen med andre, der i forvejen har et fællesskab. Derfor er man måske alene, når skolen er slut.
Styrk fællesskabet i klassen:
KOM med ideer til en fællesaktivitet, der kan laves efter skole. Hav fokus på aktiviteter, der kan styrke jeres sammenhold.
VÆLG én aktivitet ud og arranger den. Spørg eventuelt jeres lærer eller nogle forældre, om de vil hjælpe jer. Sæt jer som mål at tale med mindst en i klassen, som I normalt ikke taler så meget med.
Opgave 7 - Ingen tid til hinanden derhjemme
Mange oplever, at deres forældre har travlt. De har arbejdet, hjemmet og 10.000 andre ting, der skal ordnes. Hvis I spørger dem, vil de helt sikkert gerne bruge mere tid sammen med jer, men samtidig er der ting, som skal gøres for, at hverdagen fungerer. Måske kan I hjælpe jeres forældre.
Få mere tid sammen derhjemme:
LAV i grupper en liste over de ting, I kan gøre for at hjælpe jeres forældre, så I får mere tid til hinanden i hverdagen. Det kan for eksempel være at tømme opvaskemaskinen, bære jeres snavsede tøj hen til vaskemaskinen eller tage skraldet ud.
LAV aktiviteterne derhjemme uden at få besked på det af jeres forældre.
DISKUTÉR i klassen dagen efter:
- •
Hvilke reaktioner oplevede I fra jeres forældre?
- •
Havde I mere tid sammen?
- •
Er der andre ting, man kan gøre for at hjælpe hinanden – måske i fællesskab derhjemme?