Under dynen med Anna Lin

Undervisningsforløbet ’Under dynen med Anna Lin’ er baseret på DR Ultra-serien af samme navn og henvender sig til mellemtrinet og udskolingen.

Undervisningsforløbet giver eleverne viden om krop og pubertet, sex og kys, onani, flirt, og grænser. Alt sammen i selskab med tidligere Ultra Nyt-vært Anna Lin.

Undervisningsforløbet er tilrettelagt, så I kan se ét afsnit ad gangen af ’Under dynen med Anna Lin’ og besvare spørgsmål og lave aktiviteter dertil. Forløbet kan med fordel deles op under relevante emner til de forskellige klassetrin. Dette uddybes i lærervejledningen.

Brug 'GLOW' i 'Uge Sex'

Du kan også bruge den nye DR Ultra-serie 'GLOW' til de ældste børn på mellemtrinnet i din undervisning, hvor værten Tine Maria svarer på spørgsmål, laver sketches og forklarer alt mellem himmel og jord i et teenageliv.

Vi har udvalgt otte episoder, som du kan bruge i din undervisning og delt dem ind i fire kategorier:

  • Kroppen

  • Menstruation

  • Køn

  • Kropsidealer på internettet

Episoderne tager mellem 3-5 minutter.

I uge 6 udkommer der også to nye episoder af 'GLOW', som passer ind i temaugen, så følg med inde på 'GLOW's side på DRTV.

Brug tv-serien 'Klassen' i 'Uge Sex'

Tv-serien 'Klassen' tager hverdagens store og små dilemmaer op i klasselokalet, og vi har udvalgt 15 små episoder, du kan bruge som samtalestarter til undervisningen i 'uge sex'.

Afsnittene er blevet inddelt i temaer som er 'Kroppen', 'Forelsket?' og 'Køn', og de tager dilemmaer op som f.eks.:

  • Kysser man, når man er kærester?

  • Om ikke at føle sig som en 'klassisk' pige

  • Hvad man gør med bumser, kropsbehåring og sved

Et enkelt afsnit tager cirka 8 minutter.

I uge 6 udkommer der også tre nye episoder fra klassen, som handler om at begynde at bruge deodorant, ikke at have lyst til at gå i bad med de andre i klassen og gratis bind og tamponer på toiletterne.

#KROP: Kroppen på skærmen

Dette tema handler om normer og idealer for kroppen samt den betydning, som normer og idealer kan have for unges kropsglæde, kropsbevidsthed, sundhed og trivsel.

Temaet er udviklet i samarbejde med Sex & Samfund i forbindelse med Uge Sex-kampagnen 2018, hvor overskriften er #KROP.

Uge Sex: Grænser - Venskaber og grænser

Temaet handler om grænser, personlige grænser og grænser i relationer. Formålet med forløbet er at styrke eleverne i at mærke egne og andres grænser og respektere dem.

Temaet er udviklet i samarbejde med Sex & Samfund til Uge Sex 2019, der sætter fokus på grænser.