Publikum fik et chok, da verdens rigeste person Elon Musk pludselig trådte ind på scenen og omfavnede Donald Trump under et vælgermøde 5. oktober. Hermed viste Musk overfor hele verden, at han støtter Trump som præsident.
Se klippet fra programmet ’Trump vs. Harris’ og hør, hvad samarbejdet mellem Trump og Musk betyder for præsidentvalget.
Hvad vil Trump med Elon Musk?
Se klippet fra programmet ’Trump vs. Harris’ og hør, hvordan eksperterne mener, at samarbejdet kan få betydning i valgkampen.
Refleksionsspørgsmål
- •
Hvorfor tror I, at Donald Trump tog Elon Musk med til sit vælgermøde?
- •
Hvorfor tror I, at Elon Musk vælger at gå ind i valgkampen?
- •
Hvorfor tror I, at Elon Musk støtter Donald Trump og ikke Kamala Harris?
- •
Hvad tænker I om samarbejdet mellem Trump og Musk?
Elon Musks pengepræmier i valgkampen
Musk kæmper for at få Trump valgt og har allerede doneret over 500 millioner kroner til Trumps valgkampagne. Nu tilbyder Musk også daglige præmier på én million dollars til amerikanere frem til valgdagen. For at deltage i konkurrencen skal man:
- •
bo i en stat, hvor valget er tæt
- •
være registreret vælger
- •
skrive under på Musk’s egen underskriftsindsamling, der hylder ytringsfrihed og retten til at bære våben.
Med konkurrencens tre krav håber Musk, flere republikaner-venlige amerikanere vil registrere sig som vælgere og stemme på Donald Trump til valget. Eksperter mener dog, det er ulovligt at uddele penge for at få folk til at stemme. Men Musk siger, at selvom deltagerne skal have skrevet under på hans underskriftindsamling, er det stadig op til dem selv, hvem de vil stemme på til valget.
Refleksionsspørgsmål
- •
Hvad mener I om, at Elon Musk uddeler pengepræmier i valgkampen?
- •
Hvorfor tror I, Elon Musk laver sin egen underskriftindsamling, som man skal underskrive for at kunne vinde pengene?
- •
Kan I forstå, hvorfor nogle mener, konkurrencen burde stoppes?
Stjerner og striber: Dark MAGA Musk
Lyt til diskussionen med journalist Lasse Berg Sørensen, DR’s internationale korrespondent Stéphanie Surrugue og USA-reporter Anne Alling om, hvad der binder Musk og Trump sammen, og hvad det betyder for valget, at Musk støtter Trump.
Når kendte og rige blander sig i politik
Musk er ikke den eneste, der bruger sin rigdom og magt til at påvirke præsidentvalget i USA. Faktisk er det meget normalt i USA, at rige og kendte går ud og støtter en bestemt præsidentkandidat – enten med penge eller opbakning eller begge dele - i håbet om deres favorit bliver præsident. F.eks. støtter musikere som Taylor Swift, Beyoncé, Billie Eilish, Megan Thee Stallion, Eminem og Ariana Grande Kamala Harris, mens kendte som Elon Musk, wrestler Hulk Hogan og bokser Mike Tyson støtter Donald Trump. Og er forskellen i virkeligheden særligt stor, når Musk forsøger at påvirke valget med sine mange penge, mens Taylor Swift forsøger at påvirke valget med sin kendisfaktor og sine mange millioner følgere?
Refleksionsspørgsmål
- •
Synes I, der er stor forskel på, om man forsøger at påvirke præsidentvalget med kendisfaktor, som Taylor Swift gør, eller penge, som Elon Musk gør?
- •
Tror I, Elon Musk kan skaffe flere stemmer til Donald Trump, end Taylor Swift kan skaffe stemmer til Kamala Harris?
- •
Her kan I læse mere om, hvordan andre magtfulde personligheder har udtrykt deres stemme i valgkampen.