Eksklusivt for DR… Med eneret kun for TV2… Kun i Politiken kan du læse…
De forskellige medier konkurrerer med hinanden om flest læsere og seere, og derfor går journalister gerne efter de bedste solohistorier. De kæmper for at fortælle historien bedst muligt, bringe de bedste billeder, de skarpeste citater og den mest interessante vinkel.
Indimellem sker det, at medierne går for vidt i jagten på den gode historie. Indimellem bringer de en historie, som er decideret forkert.
Uafhængige og troværdige medier
At offentliggøre usandheder er en alvorlig sag. I et demokrati er det nemlig meget vigtigt, at medierne er uafhængige og troværdige.
At pressen er uafhængig betyder, at magthavere ikke har ret til at censurere eller redigere nyhedshistorier. Danske medier gør typisk en dyd ud af at holde politiske og økonomiske interesser på en armlængdes afstand.
Mediernes troværdighed er vigtig, da borgernes tillid til medierne er afgørende. Hvis medierne mister troværdigheden blandt borgerne, kan aviser og de elektroniske medier ikke overleve.
Hvis borgerne ikke anser medierne for at være uafhængige og troværdige, mister samfundet tiltroen til den instans, der skal holde øje med demokratiet. For at undgå mistillid til medierne, er der i Danmark et uafhængigt nævn, som tager sig af klager over pressen.
Klag over medierne
Synes du, at et bestemt medie er gået for langt, kan du klage til Pressenævnet.
Hvis Pressenævnet vurderer, at der er sket et brud på retningslinjerne fra Vejledende regler for god presseskik, skal nævnet afgøre, hvilke konsekvenser det skal have for mediet.
Eksempelvis kan et medie blive pålagt at bringe Pressenævnets kendelse som et nyhedsindslag eller på forsiden af avisen. En kendelse er en afgørelse af en konflikt.
Det kan også være, at mediet skal anonymisere navne, eller at mediet bliver bedt om at fjerne artiklen fra hjemmesiden.
Hvis der er sket et decideret lovbrud, kan medierne selvfølgelig stilles for retten, hvilket kan medføre bøde- eller fængselsstraf.
Elevopgave
Se videoklippet om den såkaldte 'tys-tys-skandale', der er blevet kendt for at være en af de største presseskandaler i Danmark.
Forestil dig, at du er den krænkede part i tys-tys-skandalen. Formulér din klage til Pressenævnet.
Brug din viden om god presseskik. Tilføj argumenter for, hvorfor mediet har brudt sig mod reglerne i Vejledning til god presseskik på side 15-18. Du kan også søge efter argumenter i Pressenævnets tidligere kendelser, der er offentligt tilgængelige. Undersøg Pressenævnets kendelser siden 1999.