Alle stifter gæld
Det er næsten umuligt at gå igennem livet, uden at stifte gæld.
Når du skal købe et hus, er du nødt til at låne pengene. Det er du sandsynligvis også, hvis du skal købe en bil eller et nyt køkken. Og når du låner penge, stifter du gæld.
Du stifter også gæld, hvis du får udbetalt SU-lån hver måned. I løbet af uddannelse kan det blive til ganske mange penge, du får udbetalt, og som du skal betale tilbage. Mange danskere er oppe i fyrrerne, før de har betalt deres studiegæld tilbage.
Gæld kan også være godt
Men det er ikke altid skidt at stifte gæld. Nogen gange kan det faktisk være en ganske fornuftig ide.
Hvis du fx skulle vente med at købe hus, til du har pengene, så kan du først få et hus, når du nærmer dig pensionsalderen. Og på det tidspunkt er dine børn alligevel flyttet hjemmefra, og så har du måske ikke brug for huset mere.
Se mere i klippet "Gæld er ikke skidt".
Men for meget gæld er skidt
Men det er skidt at stifte for meget gæld. For så vil afdrag og renter betyde, at du får meget lidt at leve for hver måned.
I klippet "Mange unge har stor gæld" kan du se et indslag fra TV AVISEN, der handler om 18-25-årige i gennemsnit skylder skylder 58.000 kroner væk.
Og hvis din gæld er så stor, at du ikke kan betale den tilbage, så risikerer du at få besøg af pantefogeden.
I klippet "Hvad må pantefogeden tage med?", kan du blive klogere på, hvad pantefogeden egentlig må tage af dine ting.