Aktørtype 2: De offentlige styrelser

I Danmark er forskellige områder af statens administration delt op i ministerier som for eksempel Udenrigsministeriet og Skatteministeriet. Hvert ministerie har forskellige styrelser og direktorater, som tager sig af konkrete opgaver inden for området.

Hvor meget indflydelse har de offentlige styrelser?

I styrelserne og direktoraterne arbejder embedsmænd, som skal forvalte de love og regler, som gælder for netop deres områder. De offentlige styrelser har også mange eksperter ansat, og de arbejder tæt sammen med forskere og universiteter.

Når der for eksempel skal laves en ny lovgivning i forhold til natur og miljø, kan embedsmændene bede forskere og universiteter undersøge området og lave en rapport. Disse rapporter kan politikerne så tage udgangspunkt i, når de skal ændre lovgivningen.

Embedsmændene i de offentlige styrelser er altså en vigtig aktør i den politiske proces. Det er deres arbejde at rådgive politikerne grundigt, før de for eksempel skal lave en ny lov.

Hvem er de offentlige styrelser for eksempel?

Miljø- og Fødevareministeriet har ansvaret for naturen og miljøet i Danmark. Flere styrelser og direktorater hører under Miljø- og Fødevareministeriet, blandt andet Naturstyrelsen, Landbrugsstyrelsen og Kystdirektoratet.

Naturstyrelsens opgave er at forvalte vores fælles natur. Naturstyrelsen står for eksempel for drift og pleje af vores skove.

Det er Naturstyrelsens opgave at finde balancen mellem beskyttelse og benyttelse, så vores naturarealer – både kyst og land – holder i mange år.

Naturstyrelsen er inddelt i 16 lokale afdelinger. De lokale afdelinger holder offentlige møder, hvor borgere kan møde op, hvis de har spørgsmål eller ønsker om at få noget lavet om. Det er også her, man skal søge om tilladelse, hvis man for eksempel vil lave hundetræning eller arrangere et stort rollespilsevent i den lokale skov.

Hvem er de offentlige styrelser i debatspillet?

  • Styrelsen for Natur og Miljø