Opgave 1: Tal om filmen med rollespil

Start med at se tegnefilmen ”Rygtet”. Bagefter kan I eventuelt læse manuskriptet.

Gå i grupper med seks personer i hver.

Undersøg det, der sker i filmen, ved at spille et rollespil. I hver gruppe skal én spille Cecilie, én skal spille Julie og én skal repræsentere en af dem, som sendte rygtet videre. De andre i gruppen skal interviewe de tre og stille uddybende og afklarende spørgsmål.

Spørgsmålene kan for eksempel være:

Til Cecilie:

  • Hvorfor valgte du at sende den besked om Julie?

  • Hvordan tænkte du, og hvordan føltes det da: - du sendte beskeden? - da de andre sendte det videre? - da Julie henvendte sig?

  • Hvad vil du gøre nu?

  • Hvad vil du sige til Julie?

Find selv på flere spørgsmål.

Til Julie:

  • Hvordan opdagede du, at rygtet var spredt?

  • Hvordan føltes det, da du opdagede det?

  • Hvordan fandt du ud af, at det var din bedste veninde, der havde startet rygtet?

  • Hvad tænkte du, da du hørte det var Cecilie?

  • Hvorfor tror du, hun har spredt rygtet?

  • Hvad vil du gøre nu?

Find selv på flere spørgsmål.

Til ham/hende der sendte rygtet videre:

  • Hvad tænkte du, da du så det, der var skrevet om Julie?

  • Hvorfor sendte du det videre?

Find selv på flere spørgsmål.

Til alle tre:

  • Hvilken forskel, tror I, det kan gøre for ens opførsel, at man kan skrive noget online frem for at sige det ansigt til ansigt?

  • Hvad kan man gøre for at undgå, at sådanne situationer opstår?

Find selv på flere spørgsmål.

Få hjælp

  • Privatsnak er Sex & Samfunds egen rådgivning med både telefonisk rådgivning, mulighed for at skrive en mail og chatte.

  • Børnetelefonen er Børns Vilkårs rådgivning med både telefonisk rådgivning, mulighed for at skrive en mail og chatte.

  • Headspace er et rådgivningstilbud med mulighed for at mødes i en af Headspaces mange afdelinger eller at chatte med en rådgiver.

  • SletDet er Red Barnets rådgivningstilbud til børn og unge om onlinelivet og billeddeling uden samtykke. Man kan ringe, maile eller skrive med dem.

  • LGBT har rådgivningsafdelinger i Aarhus og København, hvor man kan møde personligt op for at få rådgivning. Ellers kan man ringe til deres Ungdomstelefon eller sende en mail. LGBT+-rådgivningen varetages af frivillige, der selv identificerer sig som LGBT+-personer.

  • Transit er en gruppe under LGBT Danmark, som tilbyder støtte, hvis man har spørgsmål om sin kønsidentitet/kønsudtryk.

  • Sabaah er et rådgivningstilbud til personer med etnisk minoritetsbaggrund, som enten har LGBT+-status eller på andre måder tumler med tanker og følelser knyttet til seksuel orientering og/eller kønsidentitet. Rådgivningen tilbydes over telefon, mail eller personligt i København.