Download PDF'er til din undervisning
Snak i plenum: Hvad er et pattedyr?
Det er oplagt at tro, at flagermusen er i familie med fugle eller mus. Den kan flyve, og den har 'mus' i sit navn.
Og den er ganske vist ikke i familie med mus, men man kan faktisk godt slippe afsted med at sige, at de er beslægtede. Musen er nemlig også et pattedyr. Ligesom mennesket, hunden og katten i øvrigt også er det.
Få eleverne til at reflektere over, hvad mennesker, hunde, katte, mus og flagermus mon har til fælles.
Baggrund: Flagermusen er det eneste pattedyr, der kan flyve
Flagermusen er et pattedyr. Mennesker, mus hunde og katte er også pattedyr.
Vi har nogle særlige ting til fælles. Vi har alle pels eller hår på kroppen, som hjælper os med at holde varmen.
Vi føder også levende unger, som kommer ud af vores mors mave. Og når ungen er helt ny, drikker den mælk fra dens mors bryst.
Flagermusen er det eneste pattedyr i verden, der kan flyve.
Den har fundet ud af at flyve for at kunne jage og æde de mange insekter, der flyver rundt om natten.
Flagermusenes vinger er arme og hænder, der har vokset sig lange. Fingrene er især blevet meget lange.
Mellem fingrene er der spændt hud ud som en slags svømmehud. Huden strækker sig også ned til bagbenene og halen. Det er kun fødderne, der er frie.
Flagermus blafrer med vingerne for at kunne flyve, ligesom fugle gør. Den vigtigste forskel fra fugle er, at flagermusen ikke har fjer.
Individuelt elevarbejde: Lav side 1 og 2 i aktivitetshæftet
Side 1: Bed eleverne gribe en blyant og hjælpe flagermusene med at flyve hjem i labyrintopgaven.
I kan snakke om, at flagermus gerne bor på taglofter, i hule træer og i kalkgruber, fordi der er mørkt, tørt og roligt disse steder.
Side 2: Farvelæg flagermusen og snak om flagermusens kropsdele.
Oversigten over flagermusens anatomi kan måske give anledning til at snakke om, at den er det eneste pattedyr i verden, der kan flyve uden menneskeskabte transportmidler.
Elevøvelse: Fold din egen flagermus
Emma fra Kreabix lærer dine elever at folde en origami-flagermus, der kan flyve.
Flagermusen er ikke helt let at folde, da den består af mange trin. I kan overveje at gøre det sammen med Emma og stoppe videoen undervejs.
Før øvelsen:
- •
Hver elev skal brug en saks, en tusch og papir.
- •
Udskriv elevarket 'Fold din egen flagermus' til hver elev.
- •
Sørg for adgang til en digital tavle, hvor eleverne kan se Emma folde flagermusen.
Under øvelsen:
- 1
Vis videoklippet, hvor Emma folder en flagermus.
- 2
Del et elevark og papir ud til hver elev.
- 3
Følg trinnene i den visuelle vejledning på elevarket.
- 4
Test, om klassens origami-flagermus kan flyve.
Ekstra: Tegn flagermusens vinger med en spejlingsakse
Det skal I bruge: Udprint af elevarket og skriveredskaber.
Sådan gør I: Eleverne skal forsøge at spejle den halve flagermus i den stiplede linjen, der er spejlingsaksen. Eleverne kan have glæde af at orientere sig i gitteret.
Det kan være svært for de yngste børn at lure sammenhængen i spejlingsopgaven. Er opgaven løst korrekt, betyder det, at når man folder papiret ved spejlingsaksen, så vil den ene halvdel af flagermusen passe præcis med den anden.