Opgave 1: Europahymnen
Den danske nationalsang hedder ’Der er et yndigt land’. Europa har også en slags nationalsang. Den kalder man for Europahymnen.
Europahymnens titel er ’Ode to Joy’, og på dansk hedder den ’Ode til glæden’. En ode er et andet ord for hyldest.
Ludwig van Beethoven komponerede musikken i 1824. Beethoven skrev ikke selv teksten. Det gjorde digteren Friedrich Schiller mange år før. Beethoven blev dengang meget fascineret af teksten.
Beethoven ville have, at ’Ode til glæden’ skulle være det store finalenummer i den store koncert, han kaldte for 'Symfoni nr. 9'. Koncerten blev meget kendt og anerkendt, og Beethoven havde arbejdet på musikken i 12 år. På det tidspunkt var Beethoven nærmest fuldstændig døv. Han opfandt altså musik, som han ikke selv kunne høre!
’Ode til glæden’ blev valgt som Europahymnen i 1972. Den blev ikke kun valgt, fordi Beethoven havde skrevet en flot melodi. Den blev også valgt, fordi Schiller havde skrevet en flot tekst.
Undersøg, hvad teksten i ’Ode til glæden’ handler om.
Opgave 2: Syng ’Ode til glæden’
Du skal synge ’Ode til glæden’. Hver gang du synger sangen, skal du koncentrere dig om at synge den på en bestemt måde.
Her er fem forslag til, hvad du skal fokusere på. Kan du finde på flere særlige måder at synge på?
- 1
Fokus er at lytte og lære melodien.
- 2
Fokus er at synge med munden lukket.
- 3
Fokus er at synge med din mest fjollede stemme.
- 4
Fokus er at synge som om, du er operasanger.
- 5
Fokus er at synge, hvor du gør dig umage med din pæneste stemme.
Opgave 3: Genrer
I dansk har du sikkert hørt om mange forskellige genrer. Et eventyr, en artikel og en dagbog er genrer. Hver genre har sine egne genretræk. Eksempelvis starter eventyr ofte med "Der var engang…" Det er et genretræk i eventyr.
I musikkens verden findes der også mange forskellige genrer. Her har hver genre også sine egne genretræk.
På Den Europæiske Unions hjemmeside kan du høre mange forskellige udgaver af ’Ode til glæden’. Hør nogle lydbidder af forskellige genrer HER og se, om du kan genkende temaet fra ’Ode til glæden’.
Arbejd i par eller små grupper. Undersøg på internettet, hvilke genretræk der er typiske for den genre, I vælger at arbejde med. Bagefter skal I fortælle resten af klassen om jeres opdagelser og afspille sangen.
Når du undersøger musikalske genretræk, kan du søge efter svar på disse spørgsmål:
- 1
Hvilke instrumenter bliver typisk brugt indenfor genren?
- 2
Hvordan er genrens typiske tempo?
- 3
Hvor i verden stammer genren oprindeligt fra?
- 4
Kan man synge teksten fra ’Ode til glæden’ til den genre, du har valgt? Hvorfor/hvorfor ikke?