(Foto: © Colourbox.com, ColourBox.com)

Pagttegnet

På den ottende dag efter fødslen bliver en jødisk dreng omskåret i synagogen. Omskæring betyder, at det yderste af forhuden skæres af, det der dækker penis. Overrabbineren udfører operationen. Som regel får drengen sit navn ved denne ceremoni. Bagefter samles familien til en stor glædesfest med sange og taler til ære for barnet og forældrene.

Ritualet stammer fra Første Mosebog. Gud gav Abraham besked på, at han skulle omskære sig selv og sin stamme. Det skulle være tegnet på den pagt, de havde indgået. Omskæring er et af de allervigtigste ritualer i jødedommen.

Det er kun drenge, der bliver omskåret. Pigerne får deres navn i synagogen ved gudstjenesten på sabbatten, hvor de bliver velsignet sammen med deres mor.