Allah - skaber og herre
Muslimerne tror på Allah, som har skabt verden. Han er barmhjertig og retfærdig. Ved dommedag belønner han de gode mennesker og straffer de onde. Muslimer regner jødernes Jahve, de kristnes Vorherre og Allah for at være én og samme gud.
Muslimerne anerkender mange profeter. Jesus er én af dem. Muhammad var den sidste og største profet. Han modtog Allahs endegyldige åbenbaring i form af Koranen.
Allah har vist menneskene den rette vej ved at fortælle sin lære til Muhammad. Mange af reglerne i islam ligner de jødiske og kristne regler: Man skal elske sin næste. Man skal give til de fattige. Man må ikke have andre guder end Gud - altså Allah. Andre regler er anderledes: Man må ikke drikke alkohol, og man skal bede mange gange hver dag.