Køn og kærlighed

Tildækkede og undertrykte. Sådan bliver muslimske kvinder ofte fremstillet. Bag sløret er billedet måske mere nuanceret?

I traditionelle, muslimske familier er manden overhoved, og kvinden passer hus og børn. Men i Danmark passer mange muslimske kvinder også uddannelse og arbejde. I islam er kønnene ikke lige. Men ægtefæller kan godt respektere og elske hinanden, selv om de har forskellige roller.

Mange muslimske kvinder bærer tørklæde for at vise, at de er ærbare. De vil undgå at friste fremmede mænd. Kun ægtefællen må se deres skønhed. Men ligesom i andre religioner er der forskellige måder at være troende på. Nogle følger alle regler og skikke, andre lægger mindre vægt på det formelle.