Hvor kan du få hjælp?

Her kan du finde hjælp, hvis din mor eller far drikker for meget.

(Foto: © Christian Geisnæs)

Det er aldrig din skyld, hvis en eller begge dine forældre drikker. Det er heller ikke din skyld, at du har det dårligt derhjemme. Det er dine forældre, der skal sørge for, at du har det godt. Det skal du huske på.

Du får det ikke bedre, hvis du holder din tilværelse hemmelig for andre. Selvom det kan være svært, skal du fortælle om dine problemer til én, du stoler på.

Disse organisationer og personer kan hjælpe dig:

Anonym og gratis rådgivning

TUBA er en organisation, der tilbyder gratis og anonym hjælp til personer på 14 til 35 år, der har en mor eller far, der drikker.

TUBA tilbyder både online rådgivning og personlig terapi i deres afdelinger over hele landet.

Du kan chatte alene med en rådgiver på nettet eller sammen med andre unge. Chatten er åben mandag, onsdag og torsdag fra klokken 18.00-21.00.

Du kan også sende breve ind med dine tanker. Du kan selv vælge, om du vil sende dem til en rådgiver eller til andre unge, der er eller har været i samme situation som dig. Ingen problemer er for store eller små.

Hjælp over telefonen eller på internettet

Det er organisationen Børns Vilkår, der står for Børnetelefonen. Børnetelefonen er åben hver dag – hele året – fra klokken 11.00-23.00.

Børnetelefonen er anonym og gratis at benytte. Hvis du ikke har lyst til at ringe og snakke, men hellere vil chatte med en rådgiver over internettet, kan du sende en anonym chatbesked. Chatten er også åben om natten mellem klokken 23.00-02.00.

Spil et spil eller læs en bog

Hope.dk er en del af interesseorganisationen Alkohol & Samfund, der kæmper for et Danmark uden alkoholproblemer. Hope.dk/ung giver gratis og anonym rådgivning til unge, der er pårørende til en usund alkoholkultur i hjemmet.

På hjemmesiden kan du få rådgivning, spille et spil, læse en tegneserie eller skrive ind til en brevkasse, hvis du har noget på hjerte.

Smut forbi og få en snak

Initiativet headspace er et initiativ for 12 til 25-årige under 'Det Sociale Netværk', som er en forening, der vil skabe bedre vilkår for psykisk sårbare. I headspace arbejder der mere end 400 frivillige i mange afdelinger landet over. Du kan finde din afdeling her.

Hvis du ikke har lyst til at tage forbi headspace, kan du sende en chat, mail eller ringe til en rådgiver. Intet problem er for stort eller småt. Rådgivningen er anonym, uforpligtende og gratis. Og så er der ingen ventetid.

Ring til din lokale afdeling på Sjælland eller Fyn

Ung Revers tilbyder gratis hjælp til børn og unge under 25 år, som vokser op i familier med misbrug.

Hvis du er under 25 år kan du kontakte en af Ung Revers’ ni afdelinger på enten Sjælland eller Fyn. Her kan du både få hjælp gennem individuel samtale eller med en større gruppe.

Ung Revers har ikke nogen ventetid, og man kan stadig få hjælp, selvom misbruget i familien er stoppet.

Tal med en, du stoler på

Måske synes du, det er svært at kontakte organisationer som TUBA eller Børns Vilkår.

Hvis du har det sådan, er det en god idé at hive fat i en voksen, du har tillid til og stoler på. Fortæl din tillidsperson om din situation. Fortæl dem, hvorfor du har det svært. Du kan for eksempel tale med en lærer fra skolen eller en god kammerats forælder.

Det vigtigste er, at du siger det højt.