I skal nu lære om nogle af de konsekvenser, som terrorangrebet den 11. september 2001 førte med sig. Forløbet har særligt fokus på, hvordan angrebet har påvirket det danske samfund.
Fordel jer i grupper. Hver gruppe får nu tildelt et emne og en klipsamling. Redegør for, hvilke konsekvenser terrorangrebet 11. september 2001 har haft i forhold til emnet, som jeres gruppe arbejder med.
Danmark går i krig - udenrigspolitiske konsekvenser
Dansk udenrigspolitik tog en voldsom drejning efter angrebet den 11. september 2001.
Kun ét døgn efter terrorangrebet aktiverede NATO ’Den Nordatlantiske Traktat’ for første og eneste gang nogensinde. Det betød, at terrorangrebet ikke kun blev opfattet som et angreb mod USA, men også alle dets allierede.
Den 7. oktober 2001 begyndte Storbritannien og USA så at bombe Afghanistan som reaktion på terrorangrebet. Målet var at fjerne Talebanbevægelsen og dens gæster fra al-Qaeda.
I Danmark blev indsatsen i Afghanistan efterfølgende et brandvarmt emne ved det følgende folketingsvalg. Og det blev startskuddet til en mere pro-amerikansk udenrigspolitik.
Spørgsmål: Se klipsamlingen og svar på spørgsmålene
- 1
Redegør for de udenrigspolitiske konsekvenser som følge af angrebet samt forudsætningerne, der ledte til en ny udenrigspolitisk kurs.
- 2
Diskutér, hvorfor deltog Danmark i krigen i Afghanistan?
Dem og os - udlændingepolitiske konsekvenser
Verdens øjne var rettet mod World Trade Center, da de forfærdelige billeder blev vist på direkte TV. Store dele af verden sørgede med USA, men der var også steder, hvor folk jublede over angrebet. Terrorhændelsen medførte både en global usikkerhed og en hurtigvoksende frygt i store dele af verden.
”Enten er I med os, eller også er I med terroristerne”. Sådan udtalte præsident George W. Bush kort efter angrebet. Kaosset, frygten og den politiske retorik var med til at fremkalde en stigende følelse af ”dem og os”. En tankegang, der også kunne mærkes hjemme i Danmark.
Debatten udfoldede sig også i dansk politik, hvor anti-islam blev et stort omdrejningspunkt i tiden efter angrebet på tvillingetårnene. Også udlændingeloven blev markant ændret med Dansk Folkeparti som støtteparti i tiden efter 11. september 2001.
Spørgsmål: Se klipsamlingen og svar på spørgsmålene
- 1
Redegør for, hvordan angrebet påvirkede indvandrerdebatten og holdningen til muslimer i Danmark?
- 2
Diskutér, hvorfor sådan et terrorangreb kan splitte et samfund i ”dem og os”.
Terrorbekæmpelse - sikkerhedspolitiske konsekvenser
Ved at deltage aktivt i krigen blev Danmark et potentielt terrormål. Derfor indledte den danske regering også en massiv indsats mod terror i Danmark.
Den 31. maj 2002 vedtog Folketinget en antiterror-pakke, der skulle forebygge terror. Med pakken fik myndighederne flere beføjelser til at forebygge og bekæmpe terror i Danmark og på internationalt plan. I juni 2006 fremlagde regeringen endnu en ny terrorpakke, da der i årene foriinden havde været flere voldsomme terrorangreb i Europa. Formålet med pakken var blandt andet at give PET (Politiets Efterretningstjeneste) yderligere beføjelser.
Terrorpakkerne skabte stor debat herhjemme og blev kritiseret af flere politikere. Der har været delte meninger om terrorpakkernes berettigelse.
Spørgsmål: Se klipsamlingen og svar på spørgsmålene
- 1
Redegør for den sikkerhedspolitiske indsats mod terror i kølvandet på 11. september.
- 2
Diskutér, hvorfor terrorpakkerne blev kritiseret – hvad kunne være argumenter for og imod sådanne terrorpakker?
Opsamling på klassen
Snak på klassen: Diskutér, hvordan 11. september har ændret verden.
- 1
Hvilke politiske konsekvenser havde angrebet i Danmark i årene efter angrebet den 11. september?
- 2
Hvilke konsekvenser som følge af angrebet oplever vi som borgere i Danmark stadig i dag?
Snak på klassen: Tal om, hvordan situationen er i dag i Afghanistan.
- 1
Hvad er status i dag for Danmarks indsats i Afghanistan?
- 2
Hvad er status i dag for Talibans magt i Afghanistan?
Ekstraopgave: tidslinje
Opsummér, hvad I ved om kanonpunktet ”11. september 2001” i forhold forløb og følger. Inddrag også, hvad der drev terroristerne til at begå terrorangrebet.
Præsentér i en tidslinje i kronologisk rækkefølge.