I 1700-tallet handlede og tjente kongen, borgerskab og adel mange penge på de danske kolonier på Jomfruøerne i Caribien. De mange nye luksusvarer blev produceret af slavegjorte mennesker. De blev fanget i Afrika og sendt til de danske kolonier i Caribien, hvor de blev solgt som arbejdskraft til sukkerplantagerne. Danmark navngav i mange år De vestindiske øer ”Dansk Vestindien”. Nu hedder det Jomfruøerne (US), fordi de tilhører USA.
I dag er mange stolte af, at Danmark var det første land i verden, der forbød slaveriet ved ”Lov om Negerhandel” fra 1792. Men helt så enkelt er historien ikke. Ganske vist blev det forbudt at handle med afrikanske slavegjorte mennesker, men godsejerne måtte gerne beholde dem, de allerede havde købt. Og deres børn og børnebørn skulle stadig være slavegjorte. Det var derfor først i 1848, at slaveriet blev afskaffet på de Vestindiske Øer, og der var briterne kommet os i forkøbet på de engelskejede Jomfruøer.
Generalguvernør på de Vestindiske øer, Peter von Scholten, afskaffede slaveriet, hårdt presset af et oprør på øerne. Han havde hjulpet en del af befolkningen ved at give dem flere rettigheder og offentlige stillinger. Scholten havde selv forelsket sig i en slavegjort kvinde, så det har muligvis motiveret ham.
Hvordan bør Danmark forholde sig til sin fortid som koloni- og slaveejere i dag?