2. verdenskrig var slut. De Allierede, som bestod af Storbritannien, Frankrig, USA, Kina og Sovjetunionen, havde vundet krigen, og Europa sukkede efter en fredelig fremtid.
Men sådan gik det ikke. 2. verdenskrig blev afløst af Den Kolde Krig.
Skellet mellem De Allierede blev tydeligere i årene efter 2. verdenskrig, og det var USA og Sovjetunionen, der stod i spidsen for hver deres retning. I USA havde økonomien det godt, og amerikanerne tilbød de krigsskadede europæiske lande en økonomisk håndsrækning, Marshall-hjælpen. Det betød reelt, at lande som for eksempel Danmark kom til at vælge side i den politiske strid mellem USA og Sovjetunionen.
I Sovjetunionen havde økonomien det skidt efter krigen. Det skyldtes blandt andet, at Sovjetunionen havde været kampscene for krigen og havde fået enorme krigsskader, samtidig med at mange af de arbejdsduelige stærke og unge mænd var dræbt i krigen. Op mod 14 procent af Sovjetunionens befolkning døde under krigen, både civile og soldater. Det svarer til 27 millioner menneskeliv. Til sammenligning tabte USA 295.000 menneskeliv, hvilket svarede til 0,4 procent af befolkningen.
I 1945 sprængte USA desuden den nyudviklede atombombe i Hiroshima i Japan, og det blev en militær skærpelse af konflikten mellem Sovjetunionen og USA. Det skabte stor frygt i hele verden – især i Europa, som risikerede at blive scene for en atomkrig. Det gjorde det, fordi USA's og Sovjetunionens militær stod over for hinanden i Tyskland midt på det europæiske kontinent.
I 1949 blev Tyskland delt i to: DDR i Østtyskland og BRD i Vesttyskland. Tyskland havde allerede været opdelt i fire sektorer siden krigens afslutning: Den amerikanske, den britiske, den franske og den sovjetiske sektor. 1949 var også året, hvor Sovjetunionen prøvesprængte sin egen atombombe, og den militære magtbalance i forhold til USA blev derfor rykket.
NATO blev også oprettet i 1949, der var en forsvarsalliance med flere medlemslande, heriblandt Frankrig, Storbritannien, USA og Danmark. Sovjetunionen var ikke med.
I 1955 blev Vesttyskland en del af NATO. Konsekvensen blev, at en anden forsvarsalliance ved navn Warszawapagten blev oprettet. Det var Sovjetunionens og Østeuropas pendant til NATO.
I 1961 blev hele Vestberlin og grænserne til Vesttyskland afspærret. Mere end 1 million østtyskere havde forladt DDR og var flygtet til Vesten. Derfor afspærrede grænsevagter store områder langs grænserne, mens arbejdsfolk begyndte at bygge Berlinmuren. Berlinmuren blev i hele sin levetid udbygget og gjort sværere og sværere at flygte over.
I 1973 kom den første af to verdensomspændende oliekriser, og det var et hårdt slag for DDR's økonomi. Samtidig var det enormt dyrt for landet at opretholde Berlinmuren, og der blev brugt flere og flere penge på militæret. Derfor fik DDR større lån i udlandet – lån, som DDR ikke kunne betale tilbage.
I 1989 faldt Berlinmuren efter 28 år. Det skyldtes både en dårlig økonomi i DDR, utilfredse borgere, men i den grad også at Sovjetunionen og USA havde udviklet et bedre forhold til hinanden. Sovjetunionen selv var økonomisk presset efter de mange år med Den Kolde Krigs våbenkapløb. Det kan være svært at sige nøjagtigt, hvor mange penge Sovjetunionen brugte på militæret, men man vurderer, at Sovjetunionen i 1980'erne brugte dobbelt så meget af sit bruttonationalprodukt (BNP) på militæret som USA. Nogle mener endda, at det var 3-4 gange så meget.