Danmarks historie handler ikke kun om konger, men også om demokratiske bevægelser og hverdagsliv. Den første socialdemokratiske regering blev dannet i 1924. Efter den verdensomspændende økonomiske krise i 1929 og årene frem kom der større fokus på samfundets mest udsatte og deres rettigheder og levevilkår. I 1932 var 1/3 af de organiserede arbejdere uden job. Det blev vigtigt at skabe arbejde og mere tryghed for de arbejdsløse. De første brikker til det, vi i dag kalder velfærdssamfundet, blev lagt.
Socialdemokraten K.K. Steincke udformede den ny socialreform, der blev vedtaget i 1933 ved Kanslergadeforliget. Her gik Venstre og Socialdemokratiet sammen om at styre ud af krisen og undgå samme politiske udvikling som i Tyskland. Her havde Hitler i 1933 opnået politisk magt ved at love forbedrede vilkår for befolkningen.
Muligheden for at få hjælp forandrede sig fra et personligt skøn til lovsikret rettighed. Princippet bag reformen var ”hjælp til selvhjælp”, og det var ikke længere ens egen skyld, hvis man var arbejdsløs, fattig eller syg og derfor ikke kunne forsørge sig selv og sin familie. Men hvordan sikres de udsatte i velfærdssamfundet i dag? Hvorfor mener flere, at det, der blev bygget op igennem de sidste 80 år, er ved at smuldre?