Skyttegravskrig på Vestfronten

Efter 1. verdenskrig rejste mange mennesker til slagmarkerne, for at se, om de kunne finde nyt om deres kære. Her ses en britisk soldat i en skyttegrav under slaget ved Somme i juli 1916 i Frankrig. (© Commons Wikimedia)

Kuglerne føg om ørene på soldaterne, når de forsigtigt kiggede op over kanten på skyttegraven. Fjendens artilleri var indstillet og skød på alt, der rørte sig. At deltage i et angreb var det samme som at løbe direkte i døden.

Det betød, at krigen på Vestfronten mellem Tyskland og de allierede (Frankrig, England og Belgien) gik i stå. Det blev en regulær skyttegravskrig, hvor fronterne kun rykkede sig et par kilometer i løbet af den årelange krig. Til gengæld kostede den rigtig mange menneskeliv.

Krigsgeneralerne havde lært at angribe, og selvom det var forrykt at angribe fjendens dødelige forsvar, kommanderede generalerne deres soldater i døden for at prøve at indtage fjendens linjer.

Skyttegravssystemet på Vestfronten blev gravet i begyndelsen af krigen. Fronten var ca. 800 km. lang fra Nordsøen til Schweiz. Begge hære gravede sig ned på hver sin side, og skyttegravssystemet havde et væld af bagvedliggende grave. I mellem de to hæres skyttegrave var et stort område, der blev kaldt "ingenmandsland". Man har regnet ud, at der blev gravet ca. 40.000 km skyttegrav i løbet af krigen.