Del 1: Børn i arbejde

I 1800-tallet blev man hurtigere ”voksen”, end man gør i dag. Mange børn i fattige familier begyndte at arbejde allerede som 10-årige.

Reflektionsspørgsmål til klassen:

  • Hvornår synes I, at man er barn?

  • Hvornår synes I, at man er voksen?

  • Hvad laver voksne?

  • Hvad laver børn?

Karen skal til jobsamtale

I ’Julehjertets hemmelighed’ bliver Karen Høst 13 år den 2. december. Det betyder, at hun er gammel nok til at tjene sine egne penge og hjælpe familien.

Se videoklippene herunder for at se, hvordan det går, da Karen skal til jobsamtale som stuepige på herregården.

Spørgsmål til klippene:

  • Hvorfor tror I, at det er vigtigt, at Karen får et job?

  • Hvad sker der, hvis Karen ikke får jobbet på herregården?

  • Hvorfor tror I, at Karens bror Rasmus er sur over, at Karen skal stoppe i skolen for at arbejde?

Børnearbejde i 1800-tallet

I 1800-tallet begyndte mange børn fra fattige familier tidligt ud at arbejde. Det kunne være børn af husmænd, daglejere og arbejdere.

Karens forældre arbejder som kogekone og forkarl. De er landarbejdere.

Børnene skulle arbejde, så de kunne tjene penge til familien.

Dengang var der kun undervisningspligt, fra man var 7 år, til man blev konfirmeret som 14-årig. Så blev man voksen og fik en skudsmålsbog. Det var en slags pas, som gjorde, at man kunne søge arbejde. Nogle gange startede børnene med at arbejde tidligere ligesom Karen, der er 13 år.

I ’Julehjertets hemmelighed’ får Karen job som stuepige, og hun skal blandt andet hjælpe med at gøre rent på herregården. Hun arbejder omkring 10 timer hver dag, og hvis hun er heldig, får hun måske en fridag om ugen.

Love om børnearbejde

I 1800-tallet begyndte man at lave regler for, hvor meget børn måtte arbejde.

Før lovene kom, kunne børn arbejde mellem 12-14 timer i døgnet på en fabrik eller ude på landet. Der blev ikke taget hensyn til børnenes skolegang.

1 / 2

I 1873 lavede man den første lov om børnearbejde på landets fabrikker. Loven gjaldt også børn, der arbejdede på landet.

Først i 1913 blev det forbudt for børn at arbejde på en fabrik.

Spørgsmål i klassen:

  • Hvad tænker I om reglerne?

  • Hvorfor tror I, at det var vigtigt, at der kom regler for børnearbejde?

  • Hvordan tror I, at reglerne for børn og arbejde er i dag?

Tip en 13’er: Må I arbejde?

I har nu lært lidt om, hvordan børn kunne arbejde i 1800-tallet, men hvor meget må I egentlig selv arbejde? Og må I arbejde overhovedet?

Tag quizzen her, og bliv lidt klogere på dine rettigheder.