Første husbesættelse
Boligmanglen i 1960'erne gjorde det svært for unge at få et sted at bo. I stedet begyndte nogle af de unge at flytte ind i tomme, nedrivningsmodne ejendomme i storbyen.
Sofiegården i Sofiegade på Christianshavn var en af de første. Ejendommen Dronningensgade/Sofiegade var i 1965 ejet af "Danske Andelslejligheder af 1954". Den var dømt saneringsmoden, men tegningerne til de nye andelslejligheder var endnu ikke blevet godkendt.
Derfor stod husene tomme - og ville sandsynligvis blive ved med det i nogle år. Nogle unge boligsøgende flyttede ind med boligselskabets velsignelse. Officielt brugte de unge lejlighederne som lager.
De kaldte stedet for Republikken Sofiegården, betalte husleje på 100 kr. om måneden til boligselskabet, rev de ubrugelige baghuse ned og satte to forhuse i stand. Gården, hvor baghusene havde stået, blev et åbent og luftigt areal, som mange i kvarteret brugte.
Forskellige historier
Der er forskellige udgaver af, hvordan historien skal fortælles videre. I Københavns kommunes arkiv står der, at ejeren, Danske Andelslejligheder af 1954, havde bedt Kongens Foged om hjælp til at sætte beboerne ud, men at beboerne havde nægtet. Herefter hjalp politiet med at rydde husene, så de kunne blive revet ned. Det skete den 28. februar 1969.
En anden version fortæller Dorrit Kampmann, som var med i bestyrelsen for Sofiegården. Hun forklarer i et interview, at beboerne prøvede at forhandle sig på plads med kommunen for at få tilladelse til at bo der indtil den endelige nedrivning. Men boligborgmester Edel Saunte var urokkelig, og det var på hendes ordre, at politiet stormede to af husene i karréen i februar 1969.
Beboerne boede i Republikken Sofiegården indtil 1970, hvor de sidste huse blev stormet af politiet og revet ned.
Slumstormere og organiseret politisk arbejde
Nogle af beboerne fortsatte husbesættelserne på Nørrebro og Vesterbro: Stengården, Jægergården, Hudegården og mange flere. De blev senere kaldt slumstormerne.
Andre var med i oprettelsen af fristaden Christiania i årene fra 1969-1971. Og en mindre gruppe deltog i nyopførelsen af kollegiet Sofiegården i samarbejde med De Unges Boligaktion, DUB.
Kilder: Borgerrepræsentationens Forhandlinger, 1968-69, bd. 3 s. 3138-39. Sofiegården - samtale med Dorrit Kampmann i Dengang i 60'erne.