Havfruemord
Mange kunstnere ville trække kunsten ud af kunstmuseerne og ud på gaden, hvor alle kunne se den og blive påvirket på en ny måde. De begyndte derfor at arbejde med happenings.
En af de happenings, der helt bevidst har brugt medierne, var Jørgen Nashs og Jens Jørgen Thorsens Havfruemord i 1964, hvor de savede hovedet af Den Lille Havfrue på Langelinie. Ingen havde set hvad der skete, og politiet efterforskede sagen som en forbrydelse. Det var først mange år senere, at Jørgen Nash fortalte, hvem der stod bag.
Det uventede, det chokagtige
En happening kan ligne teater, men med den forskel, at en happening kan finde sted alle vegne, især på gader og pladser. En happening arbejder bevidst med det overraskende, for der er jo ingen, der regner med, at der vil ske noget kunstnerisk midt på gaden eller i Børsen. Og den rummer næsten altid improvisation, fordi den foregår efter et koncept og ikke et manuskript, hvor alt er nøje planlagt.
Happeningen inddrager publikum og også tit omgivelserne ved at kunstneren bruger omgivelsernes reaktion til at udvikle happeningen. Alt er uforudsigeligt.
Et af de væsentlige formål med en happening er at lave en kreativ provokation, hvor man skaber opbrud i faste politiske og kunstneriske mønstre. Et andet er at få folk til at tænke selv ved at bryde deres forventninger. Happeningen boykotter også markedskræfterne, så kunsten kan tilhøre alle, og ikke kun dem, der har råd til at anskaffe sig den og udstille den i deres hjem.