Om mindre end en måned ruller DR’s nye julekalender ’Julehjertes hemmelighed’ over skærmene, og I kan bruge den til julehygge i indskolingen og til historieundervisning på mellemtrinnet.
Årets julekalender foregår i slutningen af 1800-tallet, hvor 13-årige Karen er tjenestepige på en herregård. Hun glæder sig altid til jul, for så ser hun sin ven, nissen Rumle, igen. Men mørke kræfter overtager herregården, og Karen og Rumles venskab og julens magi hænger i en tynd tråd.
I den anledning sætter DR Lær i samarbejde med Frilandsmuseet, Museum Odense og Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum fokus på Danmark i slutningen af 1800-tallet.
Lær om i 1800-tallet i historieundervisningen på DR Skole
Fire gange i løbet af december måned udkommer DR Lær med et undervisningsforløb til 4.-6. klasse i historie på DR Skole. Ud fra årets julekalender kan I dykke ned i børnelivet i slutningen af 1800-tallet. Lær om overgangen fra barn til voksen, forskellen mellem rige og fattiges liv og de forskellige samfundslag i datiden og brug det til at snakke om børnenes egne liv.
Derudover kan I også lære om overtro og julemagi, hvor I også får lege og opskrifter fra de gode gamle dage, som I kan bruge til julehygge i klasserne.
Første del af forløbet udkommer 1. december og derefter hver mandag i december.
Besøg ”Den gamle danske jul” med klassen på Frilandsmuseet, Den Fynske Landsby og Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum.
Allerede nu kan I begynde at planlægge, om I skal lave en juletur og besøge ”Den gamle danske jul” på Frilandsmuseet, Den Fynske Landsby eller Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum.
Hele december måned har alle tre museer har lavet særlige juleforløb, der stiller skarpt på tematikker knyttet til ’Julehjertets hemmelighed’. I kan hjælpe landsbyen med at gøre klar til jul i Den Fynske Landsby, undersøge hvordan julen blev fejret på de danske herregårde på Gammel Estrup Herregårdsmuseum og lære om juletraditioner og besøge ”Karens hus” fra julekalenderen på Frilandsmuseet.
Klik på linksene herunder for at læse mere om museernes tilbud og se, hvordan I kan tilmelde jer.