Den vulkanske aktivitet opvarmer store mængder af vand i Islands undergrund. Vandet bliver til damp, og nogle steder er det 200 grader celsius. Når dampen bliver så varm, stiger trykket, og så kan det eksplodere opad i en vandsøjle. Det kalder vi en geyser.
Geysere er opkaldt efter en varm kilde, som hedder Store Geysir. Den har fået navnet efter det islandske ord for at bruse op: geysa. I dag bliver vandsøjlen "kun" 10 meter høj, men ved jordskælv har Geysir sprøjtet vand 60 meter op i luften i op til ti minutter. Det er lige så højt som Det Gyldne Tårn i Tivoli.
Andre steder løber vandet stille og fredeligt ud i varme kilder. Her kan man bade hele året, hvad enten det er en varm solskinsdag eller en kold snevejrsdag.
Islændingene har bygget kraftværker, som kan omdanne den varme damp fra undergrunden til energi. Det kaldes geotermisk energi, og det er en af de reneste energiformer, vi kan udvinde. Derfor regnes Reykjavik for den reneste hovedstad i verden.
Island udvinder kun 17 procent af den energi, der findes i øens undergrund. Det er nok til at opvarme 90 procent af øens huse. Energien bliver også brugt til at opvarme fortove og parkeringspladser om vinteren, så de altid er fri for sne.