Jorden brænder under Island
Forestil dig et 103.000 kvadratkilometer stort vulkankrater. Tilføj en masse is, og du har Island.
Islændingene bor ude langs kysterne langt fra vulkaner og is. Når vulkanerne bryder ud, kører islændingene i store firehjulstrækkere langt ind i landet for at se det smukke syn.
Island er skabt af lavaen fra undersøiske vulkaner. Forskere mener, at Island ligger på en høj søjle af størknet lava, som konstant leder flydende stenmasse fra Jordens varme indre op til Islands undergrund.
Undergrunden er så varm, at dampen fra grundvandet nogle steder sprøjter op af jorden som geysere. Andre steder bobler det op i varme mudderhuller og varme kilder. Kilderne kan man bade i hele året, selvom termometret viser langt under nul.
Dampen fra undergrunden bliver omdannet til miljørigtig energi i kraftværker på Island. Energien opvarmer 90 procent af Islands huse. Derfor har Island meget lidt forurening.
Island vokser
Hvert år vokser Island med cirka to centimeter.
Landet ligger på to kontinentale plader: den nordamerikanske og den eurasiske plade. De to plader trækker Island i hver sin retning. Det danner en sprækkezone tværs over øen med vulkansk aktivitet og jordskælv.
Men Island bliver ikke delt i to øer. For sprækkerne giver plads til, at den flydende magma kan vælte op på overfladen. Her størkner den til lava, og der er skabt nyt land.
Denne form for vulkaner bliver kaldt spaltevulkaner. Og det skal tages helt bogstaveligt. Nogle gange kan en sprække åbne for en kilometerlang spalte. Fra spalten kommer en brændende mur af flydende sten, som bare sprøjter op i luften.