(Foto: © handout, Scanpix)

Med begge ben på jorden

Det er tyngdekraften, der gør, at vi bliver stående på vores ben, lige meget hvor vi befinder os på Jorden.

Tyngdekraften er et godt eksempel på, at alt, hvad der har en masse, påvirker alt andet omkring sig, som også har en masse. Grunden til at tyngdekraften er så kraftig er, at Jorden har en kæmpe stor masse.

Himmellegemer påvirker hinanden

Ude i rummet påvirker himmellegemerne også hinanden. Månen og jorden påvirker hinanden, og det er blandt andet fordi, månen "trækker", vandstandene i havene forandres og skaber tidevand.

Planeterne er dannet af små stykker af forskelligt materiale fra universet, som har klumpet sig sammen. Efterhånden er klumpen blevet større og større, og så er dens tyngdekraft også vokset, så den kunne trække i små stykker længere væk. På den måde er den vokset og vokset. Til sidst er tyngdekraften blevet så enorm, at materialet fordeler sig jævnt på overfladen. Og så bliver planeten rund.

For eksempel kan bjerge ikke blive meget højere på jorden, end de der findes, for så gør vægten dem flydende i bunden, og de "bliver glattet ud".

Og faktisk er jorden meget rund. Hvis man formindskede den til samme størrelse som en billardkugle, vil den være endnu glattere end billardkuglen.