Jorden dækker for månen
Månen følger med jorden i den fælles rejse rundt om solen. Den kredser om vores planet som en stor satellit. En eller to gange om året bevæger månen sig ind i jordens skygge, og vores planet slukker for månen ved at blokere for sollyset. Månen lyser jo, fordi den tilbagekaster solens stråler.
Månens kredsløb hælder 5 grader i sin bane om jorden - den kredser altså ikke "lige" rundt om jorden. Derfor passerer månen i de fleste måneder over eller under jordens skygge. Kun når den krydser jordbanen og kun ved fuldmåne, forekommer der en måneformørkelse.
Når månen befinder sig i jordens skygge, kan sollyset ikke nå månen. Derfor burde den være helt mørk. Men det er den ikke. Det skyldes, at lyset fra solen bliver bøjet under passagen af jordens atmosfære - især blåt lys bøjes. Så bliver rummet bag jorden gennemstrømmet af rødligt lys, som rammer månen. Derfor vil månen lyse med en kobberrød glød under en måneformørkelse.