DR Midt & Vest: Gratis tilbud om kildekritik, nyheder og fake news

Ny sæson med workshoppen ’I Sandhedens Tjeneste’. Workshoppen kører i ugerne 41, 43, 44, 46 og 47 i 2024, hvor eleverne lærer at navigere i nyhedsstrømmen.

Grafik: Cecilie Jacobsen (Foto: © Ingrid M. Schmidt, (c) DR)

Internettet og de sociale medier bombarderer os med nyheder og informationer, og det bliver sværere og sværere at gennemskue, hvad der er falsk og sandt, og hvem der egentlig er afsenderen. Samtidig formår AI at skabe alternative virkeligheder - som for alvor kan rykke ved vores opfattelse af virkeligheden.

Det bedste våben i kampen mod falske nyheder er, at vi skærper vores kritiske sans.

DR Midt & Vest tilbyder i efteråret 2024 igen elever i landsdelens 8., 9. og 10. klasser workshoppen ’I Sandhedens Tjeneste’, hvor eleverne lærer at navigerer i nyhedsstrømmen – og bliver præsenteret for virkelige eksempler på fordrejet og løgnagtig information.

Gennem diskussioner af journalistiske dilemmaer bliver eleverne skarpere til at spotte, forstå og forholde sig kritisk til nyheder på nettet og de sociale medier. For man skal ikke tro på alt, hvad man ser, hører og læser!

Det praktiske

'I Sandhedens Tjeneste' foregår enten på din egen skole eller på redaktionen hos DR Midt & Vest i Holstebro. Invitationen retter sig mod 8., 9. og 10. klasser i folkeskoler, privatskoler, friskoler og efterskoler. Ved tilmelding skal du vælge dato og tidspunkt.

WORKSHOP PÅ DIN SKOLE: tirsdage, onsdage og torsdage i ugerne 41,43 og 44.

WORKSHOP PÅ DR MIDT & VEST: tirsdage, onsdage og torsdage i ugerne 46 og 47.

Varighed: Cirka 2 timer – enten formiddag eller over middag.

Antal: Én klasse ad gangen, men to klasser samme dag fra samme skole er også ok.

Pris: Gratis.

Tilmelding: istvest@dr.dk senest mandag 10. juni 2024.

Skriv gerne flere mulige datoer – det øger chancen for, at din klasse får en plads på workshoppen.

Senest i uge 25 bliver tilmeldinger bekræftet/aftalt.

Hvis workshoppen foregår på DR Midt & Vest i Holstebro, får eleverne en rundvisning på redaktionen og kommer også på besøg i et af vores radiostudier, mens vi sender.

Workshoppen ”I Sandhedens Tjeneste” er et tilbud til alle 8., 9. og 10. klasser i Midt- og Vestjylland. Det vil sige folkeskoler, friskoler og efterskoler i Holstebro, Struer, Lemvig, Ringkøbing-Skjern, Skive, Viborg, Herning, Ikast-Brande, Morsø og Thisted kommuner.

DR Midt & Vest er en regionalstation under DR. Vi producerer til radio, tv og dr.dk.