Umoralsk vise
Det er herligt at lyve - med store blå øjne
at fable om bedrifter, man intet kender til,
at få folk til at tro på de vildeste løgne
og finde på nye, så ofte man vil.
Det er pragtfuldt at stjæle i store butikker,
hvor lagerne bugner i østerlands pragt,
og varerne langs hen ad diskene ligger
og skriger imod os, at penge er magt.
Og at være letsindig - hvor sødt at forarge:
at elske og svigte, og elske igen
hver time at leve, at vælge og vrage,
og ejes af hele kaskader af mænd...
Men ak, jeg må tøjle de syndige lyster
for paradistanken er alt for fatal
- så jeg lytter ikke til farlige røster
ak nej, jeg er noget så fuld af moral.
(fra Pigesind s. 33, Samlede digte, (1939), 1996)
De evige tre
Der er to mænd i verden, der
bestandig krydser min vej,
den ene er ham jeg elsker,
den anden elsker mig.
Den ene er i en natlig drøm,
der bor i mit mørke sind,
den anden står ved mit hjertes dør,
jeg lukker ham aldrig ind.
Den ene gav mig et vårligt pust
af lykke der snart for hen,
den anden gav mig sit hele liv
og fik aldrig en time igen.
Den ene bruser i blodets sang,
hvor elskov er ren og fri,
den anden er et med den triste dag,
som drømmene drukner i.
Hver kvinde står mellem disse to,
forelsket, elsket og ren -
een gang hvert hundrede år kan det ske,
de smelter sammen til een.
(De evige tre, fra Lille verden, 1941)
Parenteser
"Hvorfor fulgte jeg ikke min mors råd og giftede mig med en snedker i Sundevedsgade? Så ville jeg have smurt hans madpakke hver morgen klokken syv, mens lyset blev tændt i alle køkkener i genbohuset. Om aftenen ville han være kommet hjem fra arbejde og løfte de jublende børn højt i vejret, mens en lugt af frisk træ ville have stået om ham og fyldt vor lille verden med tryghed og lykke. Enkle glæder ville som saftige blomster være vokset op mellem gulvbrædderne i de to små stuer"
(fra Parenteser s. 27, 1973)
Ensomme mennesker
Ak, du der holder et levende menneske
i din favn
og tror at dette elskede væsen
kan dæmpe dit hjertes savn,
og tror han kan følge din tanke
hvor ordene ikke kan nå
og gætte de vildsomme drømme
ingen i verden så -
du, der smiler af glæde
mod stjernernes ensomhed
og tror du har fundet en lykke
som ingen i verden ved;
en jordisk og ren lille lykke,
dyb og bestandig og god,
med rod i det levende hjerte
du hviler din pande imod -
en dag der ligner de andre -
kun er du lidt trist og træt -
skal du søge din elskedes øjne
og se han er glad og mæt,
og mærke ham lukke sit væsen
om hygge og aftenfred,
mens mørket blegner i stuen,
og stjernerne går i skred.
Og lydløst brænder din lykkes
flakkende flamme ned,
og ind i den gode stue
slår bølger af ensomhed,
og ingen ved hvad der skete,
og ingen har gjort dig fortræd,
kun er der et menneske hos dig,
som ikke kommer dig ved.
(Ensomme menneske s. 51, fra Blinkende Lygter, 1947)
Angst
Ulykken er ikke
sygdom og død eller
voldsom forvandling.
Angsten går langt over
tankens yderste grænse.
Ubemærket og farlig som
celler der vokser
lever den i dig og næres
af hverdag og vane.
Ansigter smelter og
løser sig op hvis du ikke
undgår at krænke dem med
dine vidende øjne.
Spejlene vil ikke bruges du
må ikke kende
det som de spejler når
mørket og stilheden kommer.
Stuen du bor i har tynde og
fældende vægge
hårde korte tonefald
rammer som piske.
Ingen forsoning er mulig
gennem hans øjne
stirrer de voksne som ved
du har set de er bange.
(Angst 2 s. 47, De voksne, 1969)