Sådan skriver du en god historie

Johannes og Morten er forfattere til 'Klassen'. I videoen her lærer de dig, hvordan du skriver en god historie.

Se denne video, og hør Johannes og Morten, der er forfattere til ‘Klassen’, fortælle om, hvordan man skriver en god historie. De har en masse gode tips. Johannes og Morten fortæller, hvordan de lavede afsnittet “Kys med bøjle”, som du kan se her.

De tre skrive-regler

Regel nr. 1

Start, midte og slutning - der skal altid være en start, som forklarer problemstillingen. Derefter kommer midten af historien, som er der, hvor problemet uddybes. Til sidst kommer en slutning, som lukker historien.

Regel nr. 2

Overraskelse – sørg for, at der er en overraskelse i historien. Noget, som man ikke forventer ville ske. For eksempel én, der gør noget uventet, eller en der skifter holdning eller lignende.

Regel nr. 3

Morale - historien skal helst have en morale. En morale er det, man skal lære af historien. Det man kommer til at tænke over, når afsnittet er slut.

Gode råd

Vælg en stemning

Beslut hvilken stemning der skal være i afsnittet. Skal historien være sjov, spændende, alvorlig eller noget helt andet?

Hvem skal være hovedperson(er)?

Det er lettest at forholde sig til én eller få hovedpersoner. I må selv bestemme, om I vil skrive om nogle af de personer, I kender fra ‘Klassen’, eller om I vil opfinde nogle personer.

Giv historien en titel

Tænk over, hvilke beskrivende og spændende ord, der kan lokke andre til at kigge med. Titlen skal helst ikke være mere end 3-5 ord lang.