Mere om fantastiske fortællinger

På billedet ses børnebogen Skammerens Datter af forfatteren Lene Kaaberbøl. (Foto: © ALLAN LUNDGREN, Scanpix Danmark)

Bøgerne om Harry Potter hører til de mest kendte fantastiske fortællinger. Over hele verden står børn i kø foran boghandlerne, når der udkommer en ny Harry Potter-bog. Mange børn har først rigtig fået lyst til at læse, efter de har mødt Harry Potter med det lyn-formede ar i panden.

Også før Harry Potter blev der skrevet fantasy-bøger.

Den mest berømte er nok J.R.R. Tolkiens fortællinger om Ringenes Herre, der blev skrevet i England under anden verdenskrig. De tre bøger er blevet filmatiseret og har i de senere år gjort Ringenes Herre kendt over det meste af verden.

Narniafortællingerne om løven, heksen og garderobeskabet er også fantasy og er skrevet af Tolkiens gode ven C.S.Lewis i 1940'erne.

Danske forfattere skriver også fantasy. Nogle af de mest kendte er Lene Kaaberbøl med historierne om Skammerens datter og Dennis Jürgensen med Dystopia.