Magien i virkeligheden
Tryllesværd, hekse, stemmer uden krop og usynlighedskapper: I de fantastiske fortællinger kan alt ske.
Hovedpersonen er tit et barn, som har det svært. Måske har han/hun mistet sin mor eller far, bliver mobbet eller er syg. Men så får hovedpersonen en magisk ting eller evne - eller får stillet en opgave. Med hjælp fra det overnaturlige løser han eller hun opgaven og lærer undervejs sig selv bedre at kende.
Der er tre forskellige slags fantastiske fortællinger:
1. Historier, der foregår i en fremmed verden.
2. Historier, hvor hovedpersonen bevæger sig mellem to verdener: En virkelig og en magisk.
3. Historier, hvor noget overnaturligt dukker op i en verden, der ligner den virkelige.
De to første kender du måske også som fantasy. Men de er alle tre den samme genre, fordi målet for hovedpersonen er at udvikle sig og komme videre i livet.