Lav et skørt eventyr

Nu skal eleverne lege videre med ord og bruge dem til at lave deres helt egen version af et kendt eventyr af H.C. Andersen.

Nu skal I i fællesskab skrive jeres egen version af H.C. Andersens ’Prinsessen på ærten’ med elevernes ord fra guldkisten.

Inden I skal i gang med aktiviteten, så tal med eleverne om, hvad der kendetegner et eventyr.

Lad eleverne to og to tale om:

  • Hvad ved I om eventyr?

  • Hvad handler eventyr om?

  • Hvor foregår eventyr?

  • Hvem er med i eventyr?

  • Hvordan starter og slutter et eventyr?

Saml op i klassen:

Vis et billede af ’Prinsessen på ærten’ eller skriv titlen på tavlen.

  • Hvad handler det eventyr mon om?

  • Hvad får vi at vide i titlen?

Nu skal I lytte til et eventyr skrevet af H.C. Andersen.

Hør nu eller læs 'Prinsessen på ærten' højt. I kan høre historien her på tre minutter læst op af Jens Okking:

Når I har hørt eventyret, kan I tale om, hvad eventyret handler om.

Spørgsmål til eleverne:

  • Hvordan starter historien?

  • Var der nogle ord, som I lagde særligt mærke til?

  • Hvad sker der i historien?

  • Hvordan slutter historien?

  • Hvem er hovedpersonerne i historien?

  • Hvad kunne I godt lide? Hvad kunne I ikke lide ved historien?

  • Er der noget, I undrer jer over?

Gør det klart for eleverne, at I nu skal lave jeres helt egen version af eventyret med alle deres ord i guldkisten. I skal nemlig se, hvad der sker, når man ændrer nogle af ordene i eventyret til jeres ord i fra guldkisten.

Nedenfor finder du en kopi af eventyret, hvor otte ord er fjernet. Nu skal eleverne finde nye ord til det. Og dét skal I gøre med en løbestafet.

Sådan gør du:

  1. 1

    Skriv tallene fra 1-8 på tavlen.

  2. 2

    Sæt guldkisten med alle jeres ord i den anden ende af klasselokalet eller flyt aktiviteten ud på gangen eller i skolegården.

  3. 3

    Del klassen i fire hold. Hvert hold skal samle otte ord.

  4. 4

    Nu skal eleverne løbe én og én ned at hente ét ord i guldkisten, løbe tilbage til sit hold, læse ordet højt og lægge det i en bunke. Holdkammeraterne må gerne hjælpe med at læse ordet højt, hvis det er svært.

  5. 5

    Når eleverne har samlet alle otte ord, skal de sætte sig ned for at vise, at de er færdige.

  6. 6

    Træk to vilkårlige ord fra hvert holds bunke. Det er de otte ord, I skal bruge i jeres eventyr.

  7. 7

    Gå tilbage i klassen og skriv de otte ord på tavlen.

Nu har I fundet alle ordene til eventyret.

Skriv ordene op i den rækkefølge, som du har trukket dem fra de fire grupper.

Gennemgå de otte ord på tavlen med eleverne og tal om, hvilken slags ord det er.

Spørgsmål til eleverne:

  • Hvilke ord er sjovest?

  • Hvilket er længst? Kortest?

  • Hvilke ord er svære at stave til? Hvorfor?

  • Hvilke ordklasser tilhører ordene? Er det navneord, udsagnsord eller andet?

Hvis eleverne vælger et sammensat ord, som det sjoveste, kan I tale om, hvad I lærte i lektionen om sammensatte volapykord.

Åbn 'Lav et skørt eventyr'-skabelonen til eventyret på en storskærm eller print den ud, så I kan udfylde den i fællesskab.

Sig tallet højt ved det tomme felt, og så skal eleverne fortælle, hvilket ord det er.

Når I har indsat alle ordene, er I klar til at læse eventyret højt!

Når du har læst eventyret højt i klassen, så tal om, hvordan det har ændret sig gennem nedenstående spørgsmål.

Spørgsmål til eleverne:

  • Hvad synes I om eventyret?

  • Hvad skete der med eventyret?

  • Hvad handler eventyret om nu?

  • Hvilke ord var med til at ændre eventyrets handling?

  • Hvilket ord var sjovest i historien?

  • Hvordan passede de nye ord ind i historien?

  • Var der nogle ord, der ikke passede ind i historien?

Tal med eleverne om, at de har været med til at ændre en historie ved at ændre ordene.

Hvis I har lavet et lydbillede undervejs, kan I også tale om, hvordan det påvirkede historien.

Nu skal I læse jeres eventyr højt i klassen, men for at give eventyret et ekstra lag og give eleverne en lytteopgave, kan I overveje at sætte lydeffekter på eventyret.

Kig på ord nr. 1, 2, 3, 4 og 5, der er tekstens fire karakterer og genstanden.

Tal med eleverne om, hvilken lyd de tror, at ordene ”siger”:

  • Hvis ord nummer 1 f.eks. er en cykel, hvordan tror I så, den lyder?

  • Hvis ord nummer 2 f.eks. er en elefanthamster, kan det være, at den trutter?

Når I har valgt en lyd til de fem ord, er I klar til at læse eventyret højt. Skriv eller tegn ordenes ”lyd” ned bag deres tal på tavlen.

Fortæl eleverne, at når du læser højt, og de hører ét af de fem ord, skal de sige ordets lyd.

På den måde får I lavet et lydteater, og elevernes skærper deres opmærksomhed på ordene.

1 / 3