Elevopgaver - Genre - Radiodrama

Elevopgaver 1-4 Materialet henvender sig til mellemtrinnet i faget dansk.

OPGAVE 1:

Find selv på et eventyr og lav det som radioteater:

Aktiviteten findes også på fanebladet om eventyr.

Prøv at bruge aktantmodellen som udgangspunkt for et eventyr.

- Hvem skal hovedperson være?

- Hvad skal hovedpersonen opnå?

- vem er modstander?

- Hvem er hjælper?

- Hvem er giver?

Før du går i gang, skal I snakke sammen to og to om de forskellige personers køn, alder, udseende, egenskaber og væremåde. Det er også en god idé at læse faktaboksen om "Eventyrets byggesten" igennem (findes på fanebladet Eventyr), så det bliver nogle rigtige eventyrlige eventyr, I får lavet.

Så er I klar til at skrive og fortælle jeres eventyr. Når I skal fortælle eventyret, skal I gøre det spændende at lytte til, dvs. bruge både stemmeføring og kropssprog.

I kan også bruge en eventyrroulette. Til det skal I bruge en terning. Før du går i gang med at slå, skriver I seks forskellige steder op på tavlen, hvor eventyret kan foregå, og nummererer dem fra 1 til 6.

Fx:

1. I en mørk og dyster skov

2. I et eventyrligt smukt tempel i Indien

3. I et gammelt skibsvrag på havets bund...osv.

Derefter skriver I:

Seks forskellige hovedpersoner

Seks forskellige ting, hovedpersonen skal opnå

Seks forskellige modstandere

Seks forskellige hjælpere

Så skal du i gang med at slå. Alt efter hvad øjnene på terningen viser, ved du nu, hvor eventyret skal foregå, hvem hovedpersonen er, hvad hovedpersonen skal opnå, hvem der er modstander, og hvem der er hjælper.

Det kan der komme nogle meget sjove og spændende eventyr ud af.

Nu skal I i grupper på 4 dramatisere et eller flere af jeres eventyr.

Når I laver det som et radiostykke, skal I tænke over, hvilke lyde og evt. baggrundsmusik der skal bruges for at gøre eventyret spændende at lytte til. I skal nok også skrive eventyrene lidt om, så der indgår flere replikker.

Optag det med evt. baggrundsmusik og afspil det for klassen.

OPGAVE 2:

Lav en fantasyfortælling som et radiospil.

Aktiviteten findes også på fanebladet om fantastiske fortællinger.

Ud fra det du ved om fantasy, skal du prøve at lave en skitse til en fantasyfortælling. Se gerne først klippene om fantasy på fanebladet Fantastiske fortællinger.

Du skal opbygge et fantasy-univers, hvor du skal tage stilling til følgende:

- Hvor og hvornår skal fortællingen foregå?

- Skal der indgå flere verdener, og hvordan kommer man til de forskellige verdener?

- Hvilke eventyrlige og magiske ting skal indgå?

- Hvad skal være på spil?

- Hvilke personer og væsener skal være med? Hvilke egenskaber og karaktertræk har de?

Du skal nu forestille dig, at du som forfatter skal have solgt din fortælling til Danmarks Radio. DR er på udkig efter en ny og spændende fantasyfortælling til produktion i Radio Drama. Din lærer er den kritiske dramaturg (en professionel manuskript-udvikler), der skal overbevises om, at netop din idé er den bedste.

Fremlæg din idé for dramaturgen og resten af klassen, som meget gerne må spørge ind til dit udkast. Brug flere sanser til at beskrive med. Hvordan ser der ud, hvordan lugter der, hvilke lyde kan man høre, hvordan føles det at være der?

Dramaturgen synes, at alle oplæg lyder spændende - måske med forskellige forslag til forbedringer.

Nu er det så bare at gå i gang med at skrive selve historien.

OPGAVE 3: MINIPROJEKT

Se klippene:

Aktivitet:

I skal nu lave jeres eget radiospil på samme måde, som I ser i klippene.

Del jer op i grupper på 4-5 elever. Hver gruppe vælger én af de historier, I har skrevet. I skal nu fordele ansvaret for radioproduktionen imellem jer. I skal have en instruktør, en eller flere skuespillere og en lydtekniker.

Når I har øvet jeres replikker, skal I optage stykket med en båndoptager. Læg musik på.

Når I er klar til at afspille det for klassen, så lav det lidt festligt som til en rigtig premiere.

OPGAVE 4: MINIPROJEKT

Lav en fortsættelse af radiokrimien "Varmt bly".

Aktiviteten findes også på fanebladet om krimi.

Lyt til klippe:

I skal nu lave en fortsættelse af "Varmt bly" i grupper på fire. I skal fortsætte i samme stil og som en radiokrimi.

Inden I går i gang, skal I gøre jer nogle overvejelser. Få overblik over, hvad I ved, og digt så selv videre.

- Hvordan og hvornår er indbruddet sket? Besøg evt. den lokale købmand eller supermarked for at få ideer. Hvem står bag indbruddet? Måske er det ikke de to, man har set luske derfra. I krimier er de først mistænkte ofte uskyldige.

- Hvordan falder mistanken på den rigtig skyldige?

- Hvordan får detektiv Kvist og agent R lagt en fælde, så gerningsmanden eller kvinden bliver fanget? Pågribelsen sker ofte efter nogle dramatiske begivenheder. Hvordan skal krimien slutte?

I skal nu aftale, hvilke personer der skal indgå i radiospillet, og hvem der er hvem. En elev kan sagtens spille flere roller ved at ændre på stemmen.

For rigtigt at kunne indleve sig i jeres rolle, kan I med fordel starte med at spille den person, I er. Prøv f.eks. at gå rundt, som I tror, detektiv Kvist bevæger sig. Fortæl om jer selv: Jeg er detektiv Kvist, altid på pletten og klar til at opklare en hvilken som helst forbrydelse osv. De andre kan også spørge ind til personen: Hvad har du altid på dig? Hvilke vaner har du osv.

Så er I klar til at gå i gang. Øv jer på stykket. Vil I bruge baggrundsmusik eller andre lydeffekter, skal I finde det frem.

Slut af med at optage stykket og afspil det for klassen.