Vær med i 'Ramasjang Redder'

Nu redder vi flagermus! Ramasjang kalder på alle Danmarks børn og beder dem om at så blomsterfrø for at hjælpe flagermusen.

(Foto: © Grafik: Lea Hytting og Rikke Arentoft)

Siden 2018 har Ramasjang reddet verden sammen med landets børn. I 2024 skal vi redde Danmarks eneste pattedyr, der kan flyve – nemlig flagermusen!

Flere flagermus mangler mad og steder at bo. Derfor er de sårbare og nogle af dem direkte truede. Flere blomster giver flere insekter, som flagermusen spiser. Så hvis vi sår en masse blomsterfrø til danske nektarrige blomster, så hjælper vi flagermusen!

Man kan ikke længere sende billeder ind til os, men bliv endelig ved med at så frø!

Se nogle af de billeder vi har modtaget fra jer her: Børn er allerede godt i gang med at redde flagermus | Nyt fra DR | DR

Mød 'Ramasjang Redder' på skærmen

Fra den 31. maj flyver flagermusene ind på Ramasjang. DR sætter nemlig fokus på flagermusen, og hvordan vi kan hjælpe den. I vil støde på flagermusen i kommende afsnit af 'Motor Mille og Børnebanden', 'Kreabix', 'Dansemix', 'Tegnetrix' og 'Techfix'. Motor Mille har endda også en ny sang om flagermus i ærmet, så en ny musikvideo kan man også se frem til. I Ramasjangs apps: LÆR og KREA, kan man også spille spil om årets dyr, være kreativ med flagermus-tegninger og meget andet.

Mød 'Ramasjang Redder' ude i landet

I sommeren 2024 kan man møde 'Ramasjang Redder' på forpladsen til Cirkus Summarum. Her kan I hjælpe flagermusen med at fange insekter. Det er et spil, hvor børnene med flagermus-stænger fisker efter insektbrikker. Når man har hjulpet flagermusene, kan man også få taget et billede, hvor man selv har seje flagermusvinger!

I kan også møde 'Ramasjang Redder' på landets biblioteker. Her kan børn folde papirflagermus, spille vendespil, få et Redder-diplom og generelt bare lære mere om flagermus, og hvordan vi kan hjælpe dem.

Børnene møder også ‘Ramasjang Redder’ på skolerne og i børnehaverne med leg- og læringsforløb fra DR Lær.