Det lille barn har en naturlig lyst til at bevæge sig og bruge sin krop. Du kan understøtte denne nysgerrighed og styrke barnets motoriske udvikling ved sammen at prøve disse lærerige - og sjove! - aktiviteter.
Gå på legoklodser
Spred legoklodser (eller andet legetøj, som kan tåle at blive gået på) på gulvet, og se, hvor meget legetøj I kan træde på af gangen. Pas på, at I ikke glider på klodserne. Det er godt for følesansen under fødderne og balancen at gå på underlag, som man ikke er vant til.
Gå på line
Læg malertape, almindelig tape eller snor på gulvet, og lad barnet gå på line. Barnet kan også forsøge at gå sidelæns, baglæns, på tæer, på hæle, med lukkede øjne eller hinke – alt afhængig af alder og udfordringsbehov. Barnet bør have bare tæer, så underlaget kan mærkes. Aktiviteten understøtter barnets balanceevne.
Ridetur på mors eller fars ryg
Lad barnet sidde på din ryg, mens du kravler eller går rundt i forskelligt tempi. Barnet kan holde fast med både ben og arme eller kun ben, hvis det er lidt større. Aktiviteten styrker barnets balance samt styrke i under-og overkrop - især hvis det er en bumlet ridetur!
Forhindringsbane i stuen
Lav en forhindringsbane i stuen, som barnet – og du! – skal igennem. Brug eksempelvis puder, dyner, tæpper, stole, skamler, bolde, eller hvad I finder på. Aktiviteten understøtter barnets balanceevne.
Gå på fødderne af den voksne
Lad barnet stille sig på dine fødder, mens han eller hun holder fast om dine ben, mens du går. Det styrker barnets balance.
Hop ned fra stole
Lad barnet kravle op på en stol og hoppe ned, mens barnet holder dig i hånden. I kan også forsøge jer uden din støtte, hvis barnet er klar til det. Aktiviteten understøtter særligt barnets balanceevne.
Klatre eller kravle i træer
Lad barnet prøve sig selv af i eller på træerne i eksempelvis haven eller skoven. Der er oceaner af læring ved at skulle prøve sig frem, holde balancen, bruge sin styrke og koncentration.
Pudekamp
En god, gammel kending! Opstil eventuelt nogle regler (eksempelvis at man kan sige stop undervejs) og et tidsinterval, og gå så i gang med at daske til hinanden med puderne. Det er pirrende, spændende og sjovt, og man skal bruge mange af sine sanser for at undgå at blive ramt og for at ramme den anden. Aktiviteten understøtter særligt barnets balanceevne.
Badminton med ballon
Brug en ballon og et par fluesmækkere til at spille badminton. De mindre børn kan slå ballonen lige op i luften med fluesmækkeren. Aktiviteten øger forståelsen for bevægelse i luften.
Chaplin-gang
Forsøg jer med at gå på tæer, på hæle eller som Charlie Chaplin med tæerne pegende mod hinanden. Gå meget gerne på bare tæer, da det øger stimuleringen af følesansen under og omkring fødderne. Aktiviteten understøtter særligt dit barns koordinationsevne.
Hest i manegen
Tag fat i hver jeres ende af et sjippetov eller et reb, og lad barnet bevæge rundt i en cirkel om dig – rundt og rundt og rundt, mens du bliver stående på samme sted. Hvis I har lyst, kan I sætte hastigheden op. Aktiviteten er særligt god for barnets balanceevne.
Kolbøtter
Læg en madras på gulvet, og så er I klar! Er barnet ikke stort nok til at kunne selv, du hjælpe ved at placere den ene hånd under barnets baghoved og den anden om hans eller hendes brystkasse og derved hjælpe med at få barnets baghoved sikkert i underlaget. Det er en hjælp, hvis barnet kigger på sin navle imens. Ved at få hovedet nedad stimuleres barnets balanceevne.